Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Det gamle Israels historie er en slående illustration af adventbevægelsens hidtidige
erfaringer. Gud førte sit folk i adventbevægelsen, ligesom han førte Israels børn bort fra
Egypten. I den store skuffelse blev deres tro prøvet på samme måde, som hebræernes tro blev
prøvet ved Det røde Hav. Havde de fortsat stolet på den hånd, der havde ledet dem hidtil, ville
de have fået Guds frelse at se. Hvis alle, der i enighed havde deltaget i arbejdet i 1844, havde
anerkendt den tredie engels budskab og forkyndt det i Helligåndens kraft, ville Gud have
virket stort gennem deres arbejde. En strøm af lys ville være blevet udgydt over verden, og
jordens beboere ville have været advaret for mange år siden. Det afsluttende arbejde ville have
været fuldført, og Kristus ville være kommet for at frelse sit folk. {MBF 368.1}
Det var ikke Guds vilje, at Israel skulle vandre i ørkenen i 40 år. Han ønskede at føre dem
direkte ind i Kana’ans land, så de kunne leve dér som et helligt, lykkeligt folk. Men „det var
på grund af deres vantro, at de ikke kunne komme derind.“9På grund af deres frafald døde de
i ørkenen, og andre skulle gå ind i det lovede land. Det var heller ikke Guds mening, at Kristi
genkomst skulle udsættes så længe, og at hans folk i så mange år skulle forblive i denne
syndens og sorgens verden. Men vantro skilte den fra Gud. Da de nægtede at udføre det
arbejde, som Gud havde pålagt dem, blev andre valgt til at forkynde budskabet. Af
medlidenhed med verden udsætter Jesus sin genkomst, for at syndere kan få mulighed for at
høre advarslen og finde tilflugt hos ham, før Guds vrede udøses. {MBF 368.2}
Nu som tidligere vil forkyndelsen af en sandhed, der afslører tidens synder og vildfarelser,
vække modstand. „Enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans
gerninger ikke skal afsløres.“10Når mennesker ser, at de ikke kan retfærdiggøre deres
standpunkt ud fra Skriften, beslutter mange sig til at holde fast ved det alligevel — og så
begynder de ondskabsfuldt at mistænkeliggøre dem, der forsvarer en upopulær sandhed.
Denne politik har man altid brugt. Elias blev beskyldt for at bringe ulykke over Israel,
Jeremias for at være forræder og Paulus for at besmitte templet. Og lige siden er de, som har
været tro mod sandheden, blevet beskyldt for at være oprørske, kætterske eller stridbare.
Tusinder, som er for vantro til at tage imod det troværdige profetiske ord, tror uden videre på
de beskyldninger, der rettes mod dem, som vover at afsløre almindeligt yndede synder. Denne
ånd vil stadig tiltage. Og Bibelen siger lige ud, at der snart vil komme en tid, da statens love
i den grad vil være i modstrid med Guds lov, at enhver, som vil adlyde de guddommelige
forskrifter, vil blive anklaget og straffet som forbryder. {MBF 368.3}
Hvad skal sandhedens budbringer da gøre? Bør han komme til det resultat, at sandheden
ikke bør forkyndes, fordi den så ofte får mennesker til at undvige eller modsætte sig dens
krav? Nej, han har lige så lidt som de tidligere reformatorer grund til at tilbageholde Guds
ords vidnesbyrd, fordi det vækker modstand. At hellige og martyrer bekendte deres tro, blev
nedskrevet til gavn for kommende slægter. Beretningen om deres urokkelige retskaffenhed er
nedskrevet for at opmuntre dem, der nu er kaldet til at vidne for Gud. De modtog nåde og
sandhed, ikke blot til sig selv, men for at kundskaben om Gud gennem dem måtte oplyse
283