Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Nogle af dem, der havde søgt tilflugt i Sachsen, opretholdt dér den gamle tro. Det var fra
efterkommere af disse kristne, at lyset nåede Wesley og hans venner. {MBF 206.2}
Da John og Charles Wesley var ordineret som præster, blev de udsendt til Amerika. Om
bord på det skib, de rejste med, var der en flok mähriske brødre. Skibet kom ud for voldsomme
storme, og John Wesley følte ansigt til ansigt med døden, at han ikke havde forvisning om
fred med Gud. Tyskerne derimod viste en ro og tryghed, som han ikke selv havde. {MBF
206.3}
„Jeg havde allerede længe,“ siger han, „lagt mærke til deres alvorlige optræden. De havde
til stadighed bevist deres ydmyghed ved uden betaling at udføre det mest underordnede
arbejde, som ingen englænder ville gøre, for de andre passagerer. De ønskede ingen betaling
for det, men sagde, at det var sundt for deres hovmodige hjerter, og at deres kærlige frelser
havde gjort mere for dem. De udviste hver dag en usvigelig sagtmodighed, som ingen
krænkelse kunne rokke. Hvis de blev skubbet, slået eller væltet omkuld, rejste de sig blot og
gik deres vej, men klagede aldrig. Nu skulle det vise sig, om de var lige så frigjorte for frygt
som for hovmod og vrede. Midt i den salme, de indledte deres gudstjeneste med, flængede en
mægtig bølge storsejlet og vandet strømmede ind over dækkene. Det var, som havde dybet
allerede opslugt os. Englænderne gav sig til at skrige forfærdeligt. Tyskerne sang roligt videre.
Bagefter spurgte jeg en af dem: ‘Var I ikke bange?’ Han svarede: ‘Nej, Gud ske lov!’ Jeg
spurgte: ‘Var jeres kvinder og børn da ikke bange?’ Han svarede stille: ‘Nej, vore kvinder og
børn er ikke bange for at dø.’ “11 {MBF 206.4}
Efter ankomsten til Savannah boede Wesley en kort tid hos folkene fra Mähren, og blev
dybt betaget af deres kristne væremåde. Om en af deres gudstjenester, som var en slående
modsætning til den engelske kirkes døde formalisme, skrev han: „Den store enkelhed og
højtid, der var over det hele, fik mig til næsten at glemme de sytten hundrede år, der lå
imellem, og tænke mig, at jeg var til stede ved en af disse sammenkomster, hvor form og stat
ikke eksisterede, men hvor teltmageren Paulus og fiskeren Peter førte ordet under
Helligåndens ledelse.“12 {MBF 207.1}
Da Wesley vendte hjem til England, var han ved en mährisk prædikants belæring nået til
en klarere forståelse af bibelsk tro. Han var blevet overbevist om, at han måtte forkaste al
tillid til, at hans egne gerninger kunne frelse ham og fuldt ud stole på „Guds lam, som bærer
verdens synd.“ Ved et møde hos de mähriske brødre i London blev der læst en udtalelse af
Luther, der beskrev den forandring, som Guds ånd bevirker i den troendes hjerte. Mens
Wesley lyttede, tændtes troens flamme i hans sjæl. Han siger: „Jeg følte, at mit hjerte på en
mærkelig måde blev varmt, at jeg stolede på Kristus alene som min frelser, og der blev givet
mig en forvisning om, at han havde borttaget mine synder, ja selv mine synder, og frelst mig
fra syndens og dødens lov.“13Gennem lange år med møjsom stræben — med streng
selvfornægtelse, selvbebrejdelser og ydmydelse — havde Wesley standhaftigt holdt fast ved
153