Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Kapitel 42—Striden endt
Efter de tusind års forløb vender Kristus atter tilbage til jorden. Han ledsages af de frelstes
skare og eskorteres af et følge af engle. Når han stiger ned i vældig majestæt, befaler han de
gudløse at opstå for at modtage deres dom. De kommer frem i en vældig skare, talløs som
havets sand. Hvilken kontrast til dem, der opstod ved den første opstandelse! De retfærdige
var iklædt udødelig ungdom og skønhed. De gudløse er mærket af sygdom og død. Hvert øje
i den vældige skare er vendt mod Guds søns herlighed. Som med én stemme udbryder den
utallige skare: „Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!“ Det er ikke kærlighed til
Jesus, der får dem til at sige dette. Sandhedens magt tvinger ordene frem fra deres ufrivillige
læber. Som de gudløse gik i graven, kommer de frem med den samme fjendtlige indstilling
til Kristus og den samme oprørsånd. De får ingen ny nådetid til at rette på fejlene i deres
forspildte liv. Der ville ikke være noget at vinde ved noget sådant. Et langt livs overtrædelser
har ikke blødgjort deres hjerter. Hvis de fik en ny nådetid, ville den ligesom den første blive
brugt til at unddrage sig Guds krav og ophidse til oprør mod ham. {MBF 535.1}
Kristus stiger ned på Oliebjerget, hvorfra han efter sin opstandelse steg op til himlen, og
hvor englene gentog løftet om hans genkomst. Profeten siger: {MBF 536.1}
„Da kommer Herren min Gud og alle de hellige med ham.“ „På den dag skal han stå på
Oliebjerget, som ligger øst for Jerusalem. Oliebjerget skal spaltes i to dele fra øst til vest, så
der dannes en meget stor dal.“ „Da skal Herren være konge over hele jorden; på den dag skal
Herren være én og hans navn være ét.“1Når det ny Jerusalem i strålende pragt kommer ned
fra himlen, hviler det på det sted, der er blevet renset og gjort rede til at modtage det, og
Kristus med sit folk og englene drager ind i den hellige by. {MBF 536.2}
Nu forbereder Satan en sidste vældig kamp om overherredømmet. Så længe ondskabens
fyrste var berøvet sin magt og afskåret fra sin bedrageriske virksomhed, var han elendig og
modløs, men idet de gudløse bliver kaldt til live, og han ser de mægtige skarer, der er på hans
side, fatter han nyt håb og beslutter ikke at vige i den store strid. Han vil samle alle de fortabte
under sit banner og forsøge at fuldføre sine planer ved deres hjælp. De gudløse er Satans
fanger. Ved at forkaste Kristus har de stillet sig under oprørerens ledelse. De er rede til at gå
ind på hans forslag og adlyde hans befalinger. Listig som altid indrømmer han ikke, at han er
Satan. Han hævder at være den fyrste, der er verdens retmæssige herre, og hvis arv er blevet
ham uretmæssigt frataget. Han fremstiller sig for sine bedragne undersåtter som frelser og
forsikrer dem om, at det er hans magt, der har oprejst dem fra graven, og at han nu vil befri
dem fra det grusomste tyranni. Da Kristus ikke er til stede, udfører Satan undere for at bevise
sine påstande. Han gør de svage stærke og indgyder alle sin egen ånd og kraft. Han tilbyder
at lede dem mod de helliges lejr og indtage Guds stad. Med djævelsk fryd peger han på de
utallige millioner, der er opstået fra de døde, og erklærer, at han som deres anfører udmærket
kan indtage staden og generobre sin trone og sit rige. {MBF 536.3}
408