Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
vil blive åbenbaret for jer fra hans skrevne ord. Men først og fremmest pålægger jeg jer at
sammenligne det, som I modtager som sandhed, med andre skrevne sandheder, før I antager
det. For det er ikke muligt, at den kristne verden, som for så kort tid siden er kommet ud af et
uigennemtrængeligt, antikristeligt mørke, straks skulle nå til en fuldstændig
kundskab.“8 {MBF 235.5}
Det var ønsket om trosfrihed, som fik pilgrimmene til at trodse den lange sørejses farer,
udholde genvordighederne i vildnisset og med Guds velsignelse grundlægge en mægtig nation
på Amerikas kyst. Men skønt de var ærlige og gudfrygtige, forstod de endnu ikke
trosfrihedens fundamentale princip. Den frihed, de selv var parate til at ofre så meget for, var
de ikke lige så villige til at give andre. „Kun meget få, selv blandt det 17. århundredes ypperste
tænkere og moralister, havde en rigtig opfattelse af det storartede princip — et produkt af Det
Nye Testamente — der anerkender Gud som den menneskelige tros eneste dommer.“9Den
læresætning, at Gud har givet kirken ret til at herske over samvittigheden og definere og straffe
kætteri, er en af de mest rodfæstede pavelige vildfarelser. Skønt reformatorerne forkastede
romerkirkens trosbekendelse, var de ikke helt fri for dens intolerance. Det dybe mørke, hvori
katolicismen i sin lange regeringstid havde indhyllet hele den kristne verden, var endnu ikke
helt splittet. En ledende præst i kolonien ved Massachusetts Bay sagde: „Det var tolerancen,
som gjorde verden antikristen; og kirken tog aldrig skade af at straffe kættere.“10Kolonisterne
vedtog, at kun medlemmer af menigheden skulle have stemmeret i borgerrådet. De oprettede
en slags statskirke. Alle skulle betale kirkeskat, og øvrigheden skulle bekæmpe kætteri. Den
verdslige magt kom således til at ligge i kirkens hænder. Og det varede ikke længe, før disse
forholdsregler førte til det uundgåelige resultat — forfølgelser. {MBF 236.1}
Elleve år efter den første kolonis grundlæggelse kom Roger Williams til den nye verden.
Ligesom de første pilgrimme kom han for at sikre sig trosfrihed, men i modsætning til dem
indså han — hvad så få dengang havde indset — at denne frihed var en rettighed, som tilkom
alle, uden hensyn til derestro. Han søgte alvorligt efter sandhed og mente ligesom Robinson,
at det var utænkeligt, at alt lys fra Guds ord allerede var blevet åbenbaret. Williams „var den
første i den moderne kristne verden, som oprettede et civilt styre på grundlag af læren om
trosfrihed og lighed for loven.“11Han erklærede, at det var øvrighedens pligt at forhindre
forbrydelser, men at den aldrig skulle herske over menneskers samvittighed. Han sagde:
„Myndighederne kan afgøre, hvad det ene menneske skylder det andet; men hvis de forsøger
at foreskrive et menneskes pligter over for Gud, går de ud over deres beføjelser, og så kan
ingen vide sig sikker; for det siger sig selv, at en embedsmand, hvis han har magten, i dag kan
foreskrive én mening eller tro og i morgen en anden, som det så ofte før er blevet gjort af
forskellige konger og dronninger i England og af forskellige paver og kirkemøder inden for
romerkirken. På den måde ville troen blive én stor forvirring.“12 {MBF 236.2}
Den, der udeblev fra den autoriserede kirkes gudstjeneste, blev idømt bøde eller fængsel.
„Williams fordømte denne lov. Den dårligste bestemmelse i hele den engelske lov var den,
177