Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
djævle, og foran stod „ærkekætter“ med store bogstaver. Huss sagde: „Jeg vil med glæde bære
en smædekrone for din skyld, o Jesus, for du bar en tornekrone for min skyld.“ {MBF 87.3}
Efter at have udklædt ham således, sagde prælaterne: „Nu overlader vi din sjæl til
Djævelen.“ Idet Huss så op mod himlen, svarede han: „Og jeg betror min ånd i dine hænder,
o Herre Jesus, for du har genløst mig.“16 {MBF 87.4}
Han blev nu overgivet til de borgerlige myndigheder og ført til retterstedet fulgt af en
vældig procession. Der var hundreder af soldater, præster og biskopper i kostbare dragter og
endelig Konstanz’ indbyggere. Da Huss var bundet til pælen, og bålet skulle tændes, blev han
endnu engang opfordret til at tilbagekalde sine vildfarelser. „Hvilke vildfarelser skal jeg
tilbagekalde?“ spurgte Huss. „Jeg ved ikke af, at jeg er skyldig i nogen. Jeg kalder Gud til
vidne på, at alt, hvad jeg har skrevet og talt, har haft til formål at frelse sjæle fra synd og
fortabelse. Jeg vil derfor med glæde ofre mit liv for at bekræfte den sandhed, som jeg har
skrevet og prædiket.“17Da flammerne slog op om ham, begyndte han at synge: „Jesus, du
Davids søn, vær mig nådig.“ Han blev ved at synge, til hans røst forstummede for
bestandig. {MBF 88.1}
Hans heltemodige optræden gjorde indtryk selv på hans fjender. En ivrig katolik, der
beskrev, hvorledes Huss og lidt senere Hieronymus led martyrdøden, sagde: „De bevarede
begge deres sjælsstyrke, da deres sidste time nærmede sig. De forberedte sig til at gå på bålet,
som om de skulle til bryllupsfest. De udstødte intet smertensskrig. Da flammerne slog op
omkring dem, begyndte de at synge salmer, og ildens heftighed formåede næppe at standse
deres sang.“18 {MBF 88.2}
Da Huss’ legeme var helt fortæret, blev hans aske samlet op og kastet i Rhinen, som førte
den ud i havet. Hans forfølgere tog fejl, da de troede, at de havde udryddet de sandheder, han
forkyndte. De drømte ikke om, at den aske, der blev ført ud i havet, skulle blive som sædekorn,
der blev udstrøet i alle verdens lande, og at den ville give en rig høst af sandhedsvidner i hidtil
ukendte lande. Den stemme, som talte i rådssalen i Konstanz, gav genlyd i de kommende
århundreder. Huss levede ikke mere, men de sandheder, han døde for, kunne aldrig gå til
grunde. Hans eksempel på tro og standhaftighed har tilskyndet mangfoldige mennesker til at
holde fast ved sandheden trods pinsler og død. Hans henrettelse viste hele verden Roms
forræderiske grusomhed. Sandhedens fjender havde uden at vide det fremmet den sag, som
de forgæves søgte at tilintetgøre. {MBF 88.3}
Der skulle blive tændt endnu et bål i Konstanz. Endnu én skulle vidne om sandheden med
sin død. Da Hieronymus tog afsked med Huss ved dennes afrejse til kirkemødet, formanede
han ham til at vise mod og trofasthed. Han sagde til Huss, at hvis han kom i fare, ville han
komme ham til undsætning. Og da han hørte, at Huss var blevet kastet i fængsel, gjorde han
sig straks rede til at indfri sit løfte. Uden lejdebrev og med kun én ledsager begav han sig til
Konstanz. Ved ankomsten dertil blev han klar over, at han intet kunne gøre for at befri Huss,
62