Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
fjernet fra kirkerne. Men det varede ikke længe, før forfølgelsens ubarmhjertige uvejr brød
løs over dem, der vovede at vælge Bibelen som deres vejleder. De engelske konger var ivrige
efter at styrke deres magt med Roms støtte og betænkte sig ikke på at bringe reformatorerne
af vejen. For første gang i Englands historie brugte man bålet mod evangeliets tilhængere.
Den ene efter den anden led martyrdøden. Sandhedens forkæmpere blev jaget og pint og
kunne intet andet gøre end råbe til Herren. De blev forfulgt som fjender af kirken og forrædere
mod landet, men fortsatte med at prædike på hemmelige steder. De skjulte sig i de fattiges
beskedne hjem og gemte sig ofte i huler og grotter. {MBF 77.2}
Trods forfølgelsens rasen lød der gennem århundrederne fortsat en stilfærdig, alvorlig og
tålmodig protest mod troens forvanskning. Datidens kristne kendte kun sandheden delvist,
men de havde lært at elske og adlyde Guds ord, og de led tålmodigt for Ordets skyld. Mange
fulgte de troendes eksempel fra apostlenes tid og gav afkald på deres jordiske ejendele for
Kristi skyld. De, der fik lov til at blive boende i deres hjem, gav gerne deres forfulgte brødre
husly, og når de selv blev forfulgt, fandt de sig med glæde i at blive udstødt. Det er sandt, at
tusinder lod sig skræmme af forfølgernes raseri og sikrede sig friheden på bekostning af deres
tro. Men der var heller ikke få — både af høj byrd og ringe stand — der frygtløst vidnede om
sandheden i fængselsceller, i „Lollard-tårne“, i torturkamre og på bålet, De glædede sig over,
at de blev regnet værdige til at dele Kristi lidelser. {MBF 77.3}
Det var ikke lykkedes pavens tilhængere at få deres vilje med Wicliff, mens han levede.
Deres had blev ved med at ulme, så længe hans legeme hvilede uforstyrret i graven. På et
kirkemøde i Konstanz blev det besluttet, at hans ben fyrre år efter hans død skulle graves op
og brændes offentligt, og at asken skulle kastes i en bæk i nærheden. „Denne flod,“ siger en
gammel skribent, „har ført hans aske ud i Avon, Avon i Severn, og Severn har ført den ud i
Bristolkanalen, herfra er den blevet ført ud i det store hav, og således er Wicliffs aske et
symbol på hans lære, som nu er udbredt over hele verden.“12 {MBF 78.1}
Det var ved at læse Wicliffs skrifter, at Johan Huss i Bøhmen blev tilskyndet til at forkaste
mange af romerkirkens vildfarelser og gå i gang med sit reformarbejde. Således blev
sandhedens sæd sået i disse to lande, der lå så langt fra hinanden. Fra Bøhmen bredte
bevægelsen sig til andre lande. Menneskers tanker blev ledet til Guds ord, der så længe havde
været glemt. En guddommelig hånd var ved at berede vejen for den store reformation. {MBF
78.2}
54