Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Kapitel 30—Fjendskab mellem mennesket
og djævelen
„Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes; Hendes afkom
skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.“1Den guddommelige dom, der
blev afsagt over Satan efter syndefaldet, var også en profeti, som gælder for alle tidsaldre helt
til endens tid, og den forudsagde den store strid, som alle jordens slægter skal deltage i. {MBF
405.1}
Gud erklærer: „Jeg sætter fjendskab.“ Dette fjendskab næres ikke naturligt. Da mennesket
overtrådte Guds lov, blev dets natur ond, det var i harmoni og ikke i uoverensstemmelse med
Satan. Der findes ikke noget naturligt fjendskab mellem det syndige menneske og syndens
ophavsmand. De blev begge onde ved frafald. Den frafaldne finder kun hvile, når han opnår
sympati og støtte ved at forlede andre til at følge sit eksempel. Derfor slutter faldne engle og
onde mennesker sig sammen i et fortvivlet fællesskab. Hvis Gud ikke havde grebet ind, ville
Satan og mennesket have sluttet sig sammen imod himlen. I stedet for at nære fjendskab mod
Satan ville hele menneskeslægten have sluttet sig sammen med ham i oprør mod Gud. Satan
fristede mennesket til at synde — ligesom han havde fristet englene til at gøre oprør —
fordi han ønskede allierede i sin kamp mod himlen. Der var ingen uenighed mellem ham og
de faldne engle, hvad deres had til Kristus angik. Skønt de var uenige på alle andre punkter,
var de fuldstændig enige om at gøre oprør mod universets Herskers autoritet. Men da Satan
hørte erklæringen om, at der skulle være fjendskab mellem ham og kvinden og mellem hendes
sæd og hans sæd, vidste han, at hans anstrengelser for at fordærve menneskets natur ville blive
modarbejdet — at mennesket ville blive gjort i stand til at modstå hans magt. {MBF 405.2}
Satans fjendskab til menneskeslægten skyldes, at de gennem Kristus er genstand for Guds
kærlighed og barmhjertighed. Han ønsker at ødelægge Guds plan for menneskets frelse og at
vanære Gud ved at ødelægge og besudle hans værk. Han vil skabe sorg i himlen og fylde
jorden med jammer og ødelæggelse. Og han påstår, at al denne elendighed er resultatet af, at
Gud skabte mennesket. {MBF 406.1}
Det er den nåde, som Kristus indgiver sjælen, der skaber menneskets fjendskab mod Satan.
Uden denne forvandlende nåde og kraft ville mennesket fortsat være Satans træl — parat til
at udføre hans befalinger. Men det nye princip i sjælen skaber konflikt, hvor der før var fred.
Den kraft, Kristus bibringer, gør mennesket i stand til at modstå den tyranniske tronraner.
Hver den, der afskyr synden i stedet for at elske den og modstår og overvinder de lidenskaber,
som har behersket sjælen, fremviser virkningen af den guddommelige påvirkning. {MBF
406.2}
Modsætningsforholdet mellem Kristi ånd og Satans ånd, blev demonstreret mest slående
ved verdens modtagelse af Jesus. Det var ikke så meget, fordi Jesus manglede jordisk rigdom,
312