Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Atter andre holdt på, at „de udvalgte ikke kan miste nåden eller Guds velbehag,“ men kom
til den endnu mere afskyelige slutning, at „de slette handlinger, de begår, ikke er virkelig
syndige og heller ikke kan anses for overtrædelse af Guds lov. Derfor har de ingen grund til
hverken at bekende og angre deres synder eller at ophøre med dem.“17De erklærede, at selv
de skammeligste synder, „der i hele verden anses for at være en grov overtrædelse af Guds
lov, ikke i Guds øjne er nogen synd,“ hvis den bliver begået af en af de udvalgte, „fordi det
er et af de væsentlige og særegne kendetegn for de udvalgte, at de ikke kan gøre noget, som
mishager Gud eller er forbudt ved hans lov.“ {MBF 211.2}
Denne uhyrlige lære er i væsentlig grad den samme, som senere blev fremført af populære
pædagoger og teologer — at der ikke findes nogen uforanderlig Guds lov som
retfærdighedens rettesnor, men at moralsk målestok angives af samfundet selv og tit er blevet
forandret. Alle disse tanker har deres oprindelse hos ham, som allerede blandt himlens syndfri
beboere begyndte sit forsøg på at nedbryde Guds lovs retfærdige skranker. {MBF 211.3}
Læren om en guddommelig forudbestemmelse, som fastsætter menneskers karakter, så den
ikke kan ændres, har fået mange til helt at forkaste Guds lov. Wesley opponerede kraftigt mod
de lovfjendtlige læreres vildfarelser og viste, at de var i strid med Skriften. „Guds nåde er
blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker.“18„Det er godt og værdsat hos Gud, vor frelser,
som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. For der er én
Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv
som løsesum for alle.“19Mennesker går glip af frelsen ved selv trodsigt at afvise livets
gave. {MBF 211.4}
Som svar til dem, der hævdede, at de ti bud var blevet ophævet ved Kristi død sammen
med ceremoniloven, sagde Wesley: „Moralloven, som den findes i de ti bud og indskærpes af
profeterne, blev ikke ophævet af Kristus. Det var ikke hensigten med hans komme at
tilbagekalde noget som helst af loven. Dette er en lov, som aldrig kan brydes, men ‘står fast
som det trofaste vidne i himlen.’ Den har været til fra verdens begyndelse og er skrevet, ‘ikke
på stentavler,’ men i hjertet hos alle mennesker, når de fremkommer af Skaberens hænder.
Og skønt det, som engang blev skrevet af Guds finger, nu i høj grad er vansiret af synd, kan
det dog aldrig helt udslettes, så længe vi har nogen fornemmelse af, hvad der er godt, og hvad
der er ondt. Hver eneste del af denne lov må bevare sin gyldighed for hele menneskeheden og
for alle tider; den er hverken afhængig af tid eller sted eller af nogen andre forhold, som er
tilbøjelige til at forandres, men af Guds natur og af menneskets natur og deres uforanderlige
forbindelse med hinanden. {MBF 212.1}
‘Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at fuldkomme.’ … Uden tvivl er Jesu mening
her (som det fremgår af alt, hvad der går forud, og hvad der følger efter): ‘Jeg er kommet for
at genoprette den i hele sin fylde trods alle menneskelige kommentarer! Jeg er kommet for at
kaste det klareste lys over, hvad der var mørkt og dunkelt i loven! Jeg er kommet for at
157