Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Hvis de havde røbet deres mission for nogen, ville den være slået fejl. Derfor skjulte de
omhyggeligt, hvem de var. Prædikanterne var enten uddannet som handelsmænd eller
håndværkere, og de udførte deres arbejde under dække af, at de havde borgerlige erhverv. De
valgte sædvanligvis at komme som købmænd eller handelsrejsende. De forhandlede
silkestoffer, juveler og andre ting, som man kun kunne købe på fjerne markeder på den tid —
og hvor man ville have foragtet dem, hvis de var kommet som missionærer, bød man dem
velkommen som købmænd.3Alt imens bad de Gud om visdom til at bringe mennesker en skat,
som var mere kostbar end guld og ædelstene. De medbragte hemmeligt bibler og dele af
bibler, og når de fik en anledning, viste de dem til deres kunder. Ofte lykkedes det dem at
skabe interesse for Guds ord og de efterlod med glæde nogle skrifter hos dem, der ønskede at
modtage sådanne. {MBF 59.1}
Det arbejde, som disse missionærer udførte, begyndte på sletterne og i dalene ved foden af
de bjerge, hvor de boede, men det nåede langt videre. Barfodede og i grove, slidte klæder
ligesom deres Herre, drog de gennem store byer og trængte frem til fjerne lande. Overalt
spredte de den dyrebare sæd. Menigheder skød op i deres fodspor, og martyrers blod vidnede
om sandheden. {MBF 59.2}
På Herrens dag vil det blive åbenbaret, at disse trofaste mænds arbejde har båret rige frugter
i form af frelste sjæle. I det skjulte gik Guds ord sin stille gang gennem kristenheden og blev
modtaget med glæde i menneskenes hjem og hjerter. {MBF 59.3}
Valdenserne betragtede ikke blot Skriften som en beretning om, hvordan Gud i fortiden
havde handlet med mennesker, og en skildring af de ansvar og pligter, som hvilede på deres
samtid, men også som en åbenbaring af fremtidige farer og kommende herlighed. De troede,
at alle tings afslutning var nær, og når de under bøn og tårer læste Bibelen, gjorde dens
dyrebare ord et dybt indtryk på dem, og det stod dem endnu mere klart, at det var deres pligt
at gøre andre mennesker bekendt med dens frelsende sandheder. De så en tydelig skildring af
frelsesplanen i den hellige bog og hentede trøst, håb og fred i troen på Jesus. Når lyset trængte
ind i deres eget sind og glædede deres hjerte, længtes de efter at bringe dette videre til de
mennesker, som befandt sig i de pavelige vildfarelsers mørke. {MBF 59.4}
Under pavens og hans præsters ledelse søgte skarevis af mennesker forgæves at opnå
syndsforladelse ved at pine deres legeme som bod for deres synder. De var oplært til at tro, at
gode gerninger kunne frelse dem, og rettede hele tiden blikket indad mod sig selv. Deres
tanker kredsede om deres egen syndighed. De følte, at Gud var vred på dem, og plagede hele
tiden sjæl og legeme uden at finde fred. Samvittighedsfulde sjæle var bundet af romerkirkens
læresætninger. Tusinder søgte forgæves at få fred i sindet ved at faste, piske sig, overvære
natlige gudstjenester, ligge i timevis på kolde, fugtige sten i dystre celler, foretage lange
pilgrimsrejser, udføre ydmygende bodshandlinger og pine sig selv på det grusomste. Nedbøjet
39