Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
så stærk og sund, at det ikke var nødvendigt for dem, der kom efter ham, at bygge den
om. {MBF 76.2}
Den store bevægelse, som Wicliff satte i gang, skulle frigøre tanke og samvittighed og
befri de folkeslag, der så længe havde været spændt for Roms triumfvogn. Bevægelsen havde
sit udspring i Bibelen. Her fandtes kilden til den strøm af velsignelser, der lige siden det
fjortende århundrede fik sit forløb som en livgivende strøm ned gennem tiderne. Wicliff
accepterede ubetinget Den hellige Skrift som den inspirerede åbenbaring af Guds vilje, den
fornødne og fuldt tilstrækkelige rettesnor for tro og gerning. Han var opdraget til at betragte
kirken som den guddommelige, ufejlbarlige myndighed, og til at acceptere tusind års
etablerede læresætninger og skikke med kritikløs ærbødighed. Men han vendte sig bort fra alt
dette for at lytte til Guds hellige ord. Det var denne overhøjhed, han så indtrængende bad
folket om at anerkende. Han erklærede, at Guds stemme, som den lød gennem hans ord, var
den eneste sande autoritet, og ikke kirken, som talte gennem paven. Han lærte, at Bibelen er
en fuldkommen åbenbaring af Guds vilje, at Helligånden er dens eneste fortolker og at ethvert
menneske selv må lære sin pligt af dens lære. {MBF 76.3}
På denne måde vendte han menneskers sind bort fra paven hen til Guds ord. {MBF 76.4}
Wicliff var en af de største reformatorer. Kun få af dem, der fulgte efter, kom op på siden
af ham i begavelse, i tankens klarhed, i ufravigelig troskab over for sandheden og i mod til at
forsvare den. Renhed i liv og vandel, utrættelig flid i granskning og arbejde, ubestikkelig
retskaffenhed forenet med kristelig kærlighed og troskab i tjenesten kendetegnede denne
første af reformatorerne. Og disse egenskaber havde han på trods af det åndelige mørke og
den moralske fordærvelse, der omgav ham. {MBF 76.5}
Wicliffs karakter er et vidnesbyrd om Den hellige Skrifts evne til at udvikle og forvandle
et menneske. Det var Bibelen, der gjorde ham til det, han var. De anstrengelser, et menneske
udfolder for at fatte de store sandheder, som er åbenbaret i Bibelen, virker forfriskende og
styrkende på alle evner. At studere Bibelen forædler alle tanker og følelser og al stræben som
intet andet studium. Det adler karakteren og helliger sjælen. Hvis Skriften blev læst flittigt og
ærbødigt, så sindet kom i direkte berøring med den Eviges tanker, ville verden se mænd med
klarere, mere aktive åndsevner og ædlere principper, end studiet af menneskelig filosofi nogen
sinde har formået at frembringe. „Dine ord giver lys, når de åbner sig, og giver de uerfarne
forstand.“11 {MBF 77.1}
Den lære, Wicliff havde udbredt, fortsatte med at spredes endnu et stykke tid. Hans
tilhængere, som kaldtes lollarder, drog ikke blot gennem hele England, men rejste også til
andre lande for at forkynde evangeliet. Efter deres leders bortgang gik prædikanterne med
endnu større iver ind for sagen, og folk strømmede til i skarevis for at lytte til deres
forkyndelse. Mange af adelen, ja, selv dronningen var blandt deres tilhængere. Iøjnefaldende
reformer blev ofte indført i folks sæder og skikke, og katolicismens afgudssymboler blev
53