Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
beboere. Før sit fald var Lucifer en skærmende kerub, hellig og ubesmittet. „Dette siger Gud
Herren: Du var seglet på fuldkommenhed, fyldt med visdom og af fuldendt skønhed. Du var
i Eden, i gudshaven. Alle slags ædelsten sad på din dragt.“ „Du var en salvet kerub, jeg gjorde
dig til beskytter; du var på det hellige gudebjerg, du vandrede blandt funklende sten. Du var
udadlelig i din færd, fra den dag du blev skabt, til der blev fundet uret hos dig.“2 {MBF 396.3}
Lucifer kunne have bevaret Guds nåde og englenes kærlighed og hyldest. Han kunne have
brugt sine ædle evner til velsignelse for andre og til sin skabers ære. Men profeten siger: „Dit
hjerte blev hovmodigt over din skønhed, du fordærvede din visdom og strålende glans.“3Lidt
efter lidt gav Lucifer efter for trangen til at ophøje sig selv. „Fordi du i dit hjerte følte dig som
en gud.“ {MBF 396.4}
„Du sagde ved dig selv: ‘Jeg vil stige op til himlen, højt over Guds stjerner rejser jeg min
trone; jeg tager sæde på bjerget, hvor guderne samles, i det yderste nord. Jeg stiger op over
skybankerne, gør mig lige med den Højeste.’“4I stedet for at ophøje Gud som den, der
fortjener sine skabningers fulde hengivenhed og troskab, søgte Lucifer at få dem til at tjene
og hylde sig selv. Denne fyrste blandt engle misundte Guds søn den ære, Faderen havde vist
ham, og stræbte efter den magt, det alene tilkom Kristus at udøve. {MBF 397.1}
Hele himlen havde frydet sig over at genspejle Skaberens herlighed og prise ham — og så
længe Gud blev æret på denne måde, var der fred og glæde. Men nu forstyrrede en mislyd
himlens harmoni. Ønsket om at ophøje sig selv og lade sig tjene i modstrid med Skaberens
plan skabte en forudanelse om noget ondt i hjertet hos dem, for hvem Guds herlighed var det
vigtigste af alt. De himmelske rådgivere tryglede Lucifer om at afstå fra sit forsæt. Guds søn
foreholdt ham Skaberens storhed, godhed og retfærdighed og hans lovs hellige, uforanderlige
natur. Gud havde selv etableret himlens orden, og ved at afvige herfra, ville Lucifer vanære
sin skaber og ødelægge sig selv. Men den advarsel, der blev givet af grænseløs kærlighed og
nåde, vakte kun modstand. Lucifer lod sin skinsyge mod Kristus få overhånd og blev kun
mere beslutsom. {MBF 397.2}
Stoltheden over sin egen skønhed styrkede Lucifers ønske om at blive den største. Han
følte ikke nogen taknemlighed mod sin Skaber over de høje æresbevisninger, han havde
modtaget. Han var stolt af sin skønhed og ophøjede stilling og stræbte efter at blive ligestillet
med Gud. Himlens hærskarer elskede og ærede ham. De udførte med glæde hans befalinger,
og hans visdom og herlighed overgik deres. Men Guds søn var anerkendt som himlens Herre
og havde samme magt og myndighed som Faderen. Han deltog i Guds rådslagninger, mens
det ikke var tilladt Lucifer at deltage i den guddommelige planlægning på denne måde.
„Hvorfor skal Kristus være den højeste?“ spurgte den mægtige engel. „Hvorfor vises der ham
større ære end mig?“ {MBF 397.3}
Lucifer forlod sin plads i Guds nærhed og begyndte at skabe utilfredshed blandt englene.
Han var meget forsigtig og hemmelighedsfuld, og i nogen tid lykkedes det ham at skjule sin
305