Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
gennem Zakarias, udgød han nådens og bønnens ånd over sine børn. De tænkte på ham, som
de havde gennemboret. De, som afventede Herrens komme, ydmygede sig for ham.“12 {MBF
322.2}
Af alle store religiøse bevægelser siden apostlenes dage har ingen været mere fri for
menneskelig ufuldkommenhed og Satans bedrag end denne bevægelse i efteråret 1844. Selv
efter mange års forløb følte alle, der deltog i den og ikke siden var veget fra sandhedens grund,
dette værks hellige indflydelse og vidnede om, at det var Guds værk. Da midnatsråbet lød:
„Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!“ vågnede de ventende og „gjorde deres lamper
i stand.“ De studerede Guds ord med en hidtil ukendt interesse. Engle blev sendt fra himlen
for at vække dem, der havde mistet modet, og gøre dem rede til at tage imod budskabet. Det
var ikke menneskers visdom, men Guds kraft der ledede værket. Det var ikke de mest
begavede, men de mest ydmyge og gudfrygtige, der var de første til at høre og adlyde kaldet.
Landmænd lod deres korn stå på marken, håndværkere lagde deres værktøj fra sig — med
tårer i øjnene og glæde i hjertet drog de ud for at forkynde advarslen. De, som tidligere havde
været de ledende, var de sidste, der sluttede sig til denne bevægelse. De fleste kirker lukkede
døren for budskabet, og mange af dem, der antog det, afbrød deres forbindelse med kirkerne.
Ifølge Guds forsyn forenede denne bevægelse sig med den anden engels budskab, og hans
kraft ledsagede arbejdet. {MBF 322.3}
Budskabet: „Brudgommen kommer!“ var ikke så meget et spørgsmål om bevisførelse,
skønt det bibelske bevis var klart og uimodsigeligt. Det var ledsaget af en betvingende magt,
som rørte sjælen. Der var ingen tvivl, ingen tøven. Da Kristus holdt sit indtog i Jerusalem,
drog de, der var kommet fra alle dele af landet for at fejre påske, til Oliebjerget. Da de sluttede
sig til den skare, der ledsagede Jesus, blev de grebet en af øjeblikkelig inspiration og
råbte: {MBF 323.1}
„Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!“13På samme måde følte de vantro, der
flokkedes ved adventisternes møder — nogle af nysgerrighed, andre blot for at gøre nar —
den overbevisende kraft, der udgik fra budskabet: „Brudgommen kommer!“ {MBF 323.2}
På den tid fandtes en tro, som bragte svar på bøn — en tro, der var sikker på at blive
belønnet. Som regn på den tørstige jord, kom Nådens ånd til dem, der søgte sandheden. De,
der ventede snart at stå ansigt til ansigt med Frelseren, følte en usigelig, højtidelig glæde.
Helligåndens milde, betvingende magt smeltede hjerterne, da velsignelsen i rigt mål blev
udgydt over de trofaste ventende. {MBF 323.3}
De, som modtog budskabet, kom forsigtigt og højtideligt nærmere til det tidspunkt, hvor
de håbede at møde deres Herre. Hver morgen følte de, at deres første pligt var at forvisse sig
om, at de var antaget af Gud. Deres hjerter var forenede, og de bad meget for og med hinanden.
De mødtes på ensomme steder for at være i Guds nærhed, og forbønnen steg op mod himlen
fra marker og lunde. Forvisningen om Frelserens velbehag betød mere for dem end det daglige
248