Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Kapitel 8—Luther for Rigsdagen
En ny kejser, Karl V, havde besteget Tysklands trone, og Roms udsendinge skyndte sig at
overbringe deres lykønskninger og samtidig foranledige monarken til at bruge sin magt mod
reformationen. Fra den anden side bad kurfyrsten af Sachsen, hvem Karl i høj grad kunne
takke for sin krone, ham om ikke at foretage noget skridt imod Luther, før han havde hørt på
ham. Det var en meget forvirrende og ubehagelig situation for kejseren. Katolikkerne ville
ikke lade sig nøje med mindre end et kejserligt edikt, der dømte Luther til døden. Kurfyrsten
havde med stor bestemthed erklæret, at „hverken Hans kejserlige Majestæt eller nogen anden
havde bevist, at Luthers skrifter var blevet gendrevet.“ Derfor anmodede han om, „at dr.
Luther måtte få frit lejde, så han kunne fremstilles for et råd af lærde, fromme og upartiske
dommere.“1Alle parters opmærksomhed blev nu rettet mod den forsamling fra de tyske stater,
som var trådt sammen i Worms, kort efter at Karl var blevet kejser. Det var vigtige politiske
spørgsmål og interesser, der skulle overvejes i dette råd. For første gang skulle Tysklands
fyrster møde deres unge hersker i en rådgivende forsamling. Fra alle kanter af landet kom der
rangspersoner inden for kirke og stat. {MBF 117.1}
Fornemme og magtfulde verdslige herrer, emsigt vågende over deres nedarvede
rettigheder; kirkefyrster, opstemte i bevidstheden om deres overlegenhed i rang og magt;
høviske riddere med deres bevæbnede følge og gesandter fra fjerne fremmede lande — alle
forsamledes i Worms. Og dog var det emne, som vakte denne store forsamlings dybeste
interesse, den sachsiske reformators sag. {MBF 118.1}
Kejseren havde i forvejen befalet kurfyrsten at tage Luther med til rigsdagen, garanteret
ham sin beskyttelse og lovet ham en fri diskussion om de omstridte spørgsmål med
kompetente personer. Skønt Luthers helbred ikke var det bedste, skrev han alligevel til
kurfyrsten: „Hvis jeg ikke kan tage til Worms ved godt helbred, vil jeg lade mig bære derhen,
syg som jeg er. Når kejseren kalder mig, kan jeg ikke være i tvivl om, at det er Guds egen
kaldelse. Hvis de ønsker at bruge vold imod mig, og det er meget muligt (for det er ikke for
at blive belært af mig, at de beder mig komme), så overlader jeg sagen i Herrens hænder. Han,
som bevarede de tre unge mænd i den gloende ovn, han lever og råder endnu. Hvis han ikke
vil bevare mig, har mit liv kun lidt at sige. Lad os kun forhindre, at evangeliet udsættes for de
ondes hån, og lad os udgyde vort blod for det, så de ikke kommer til at sejre. Det står ikke til
mig at afgøre, om det er mit liv eller min død, der skal bidrage mest til alles frelse. {MBF
118.2}
… I kan vente alt fra min side, blot ikke flugt og tilbagekaldelse. Flygte kan jeg ikke, og
langt mindre tilbagekalde.“2 {MBF 118.3}
Rygtet om, at Luther skulle stilles for rigsdagen, vakte almindelig ophidselse i Worms.
Aleander, pavens legat, som havde fået denne sag særlig betroet, blev forfærdet og rasende.
Han forudså, at resultatet ville blive katastrofalt for pavens sag. På ny at undersøge en sag, i
85