Oprørets Rødder
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Øprorets <strong>Rødder</strong><br />
Roms tilhængere var besejret. Deres sag var kommet i et meget ugunstigt lys. De søgte nu<br />
at opretholde deres magt — ikke ved at henvise til Skriftens ord, men ved trusler, Roms aldrig<br />
svigtende argument. Som rigsdagens ordfører sagde: „Hvis I ikke tilbagekalder, vil kejseren<br />
og rigets stater rådslå om, hvad man skal gøre med en uforbederlig kætter.“ {MBF 129.3}<br />
Luthers venner, som med den største glæde havde lyttet til hans værdige forsvarstale,<br />
skælvede ved disse ord, men doktoren sagde roligt: „Så må Gud være min hjælper, for jeg<br />
kan intet tilbagekalde.“25 {MBF 129.4}<br />
Han fik besked på at trække sig tilbage, mens fyrsterne rådslog. Man følte, at sagen var<br />
kommet til et vigtigt vendepunkt. Luthers bestemte afslag på at underkaste sig kunne få<br />
betydning for kirkens historie gennem århundreder. Man besluttede at give ham endnu en<br />
mulighed for at tilbagekalde. For sidste gang blev han ført ind for forsamlingen. Atter spurgte<br />
man, om han ville tilbagekalde sine læresætninger. Han svarede: „Jeg kan ikke give noget<br />
andet svar end det, jeg allerede har givet.“ Det var tydeligt, at hverken løfter eller trusler kunne<br />
få ham til at give efter for Roms befaling. {MBF 129.5}<br />
De pavelige repræsentanter ærgrede sig over, at deres magt, der havde fået konger og adel<br />
til at skælve, blev ringeagtet således af en ganske almindelig munk. De længtes efter at pine<br />
ham til døde. Men Luther, der forstod den fare, han befandt sig i, havde talt med kristen ro og<br />
værdighed. Hans ord var blottet for hovmod, vrede og usandhed. Han havde tabt sig selv af<br />
syne og tænkte heller ikke på de fornemme mænd, som omgav ham, men følte, at han stod<br />
over for én, som var uendelig højt hævet over paver, prælater, kejsere og konger. Gennem<br />
Luthers vidnesbyrd havde Kristus talt med en kraft og storhed, som indgød både venner og<br />
fjender ærefrygt og undren. Guds ånd havde været til stede og gjort indtryk på rigets ledere.<br />
Flere af fyrsterne erkendte dristigt, at Luthers sag var retfærdig. Mange var blevet overbevist<br />
om sandheden, men hos nogle var dette indtryk ikke varigt. Andre, som dengang ikke gav<br />
udtryk for deres overbevisning, blev, da de selv havde undersøgt Skriften, reformationens<br />
uforfærdede forkæmpere. {MBF 129.6}<br />
Kurfyrst Frederik havde med ængstelse set frem til Luthers møde for rigsdagen og med<br />
dyb bevægelse lyttet til hans tale. Med glæde og stolthed var han vidne til doktorens mod,<br />
fasthed og selvbeherskelse — og hans beslutning om at tage ham i forsvar blev styrket. Han<br />
sammenlignede de stridende parter og så, at pavers, kongers og prælaters visdom var blevet<br />
gjort til intet ved sandhedens magt. Romerkirken havde lidt et nederlag, som ville føles blandt<br />
alle folkeslag og i al fremtid. {MBF 130.1}<br />
Da pavens udsending blev klar over den virkning, Luthers tale havde gjort, frygtede han<br />
som aldrig før for den romerske kirkes magtstilling og besluttede med alle midler at udvirke<br />
reformatorens fald. Med hele den veltalenhed og den diplomatiske snilde, som han i sjælden<br />
grad udmærkede sig ved, foreholdt han den unge kejser, hvor tåbeligt og farligt det ville være<br />
for en ubetydelig munks skyld at ofre den mægtige pavestols venskab og støtte. {MBF 130.2}<br />
95
Change language