Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Også det kendetegn, som tidligere havde været typisk for Sodoma, passede på Frankrig.
Under revolutionen var der en moralsk fordærvelse, som kunne måle sig med den, der bragte
ødelæggelse over Sodoma og de omliggende byer. Også historikerne omtaler Frankrigs
ateisme og usædelighed som beskrevet i profetien: „Nært knyttet til disse love om religionen
var den lov, som reducerede ægteskabet — den helligste forpligtelse mennesker kan påtage
sig, og hvis varighed sikrest fører til stabilitet i samfundet — til en kortvarig borgerlig
kontrakt, som to mennesker kunne indgå og ophæve efter forgodtbefindende. … Hvis djævle
havde forsøgt at finde det bedste middel til at tilintetgøre alt, hvad der er smukt og varigt i
hjemlivet og samtidig sikre, at den fortræd, de ville gøre, skulle overføres fra det ene slægtled
til det andet, kunne de ikke have udtænkt en bedre plan end denne fornedrelse af ægteskabet.
… Sophie Arnould, som var berømt for sit vid, beskrev det republikanske ægteskab som
‘utroskabens sakramente.’ “10 {MBF 219.1}
„Hvor også deres Herre blev korsfæstet.“ Denne del af profetien blev også opfyldt i
Frankrig. I intet andet land havde fjendskabet mod Kristus vist sig mere tydeligt. Under den
forfølgelse, som Frankrig havde iværksat mod evangeliets forkyndere, blev Kristus korsfæstet
i sine disciples skikkelse. {MBF 219.2}
I århundreder var de helliges blod blevet udgydt. Mens valdenserne døde på Piemontes
bjerge som vidner om „Guds ord og Jesu Kristi vidnesbyrd,“ havde Frankrigs albigensere
aflagt et lignende vidnesbyrd om sandheden. Under reformationen var de blevet dræbt under
frygtelige pinsler. Konger og adelige, kvinder af fornem byrd, nationens fornemste havde
frydet sig over martyrernes lidelser. De tapre huguenotter, der kæmpede for de rettigheder,
som menneskehjertet værdsætter højest, havde udgydt deres blod på mange slagmarker,
protestanterne blev betragtet som fredløse, der blev sat en pris på deres hoved, og de blev
jaget som vilde dyr. {MBF 219.3}
„Menigheden i ørkenen,“ de få efterkommere af de tidligere kristne, som stadig boede i
Frankrig i det attende århundrede og skjulte sig i de sydlige bjerge, holdt stadig fast ved deres
fædres tro. Hvis de vovede ved nattetid at mødes på en bjergside eller en ensom hede, blev de
jaget af dragoner og slæbt bort til et livsvarigt slaveri i galejerne. De ædleste og mest
intelligente franskmænd blev lagt i lænker og torteret sammen med røvere og mordere.1111
Andre fik en mere barmhjertig behandling, idet de koldblodigt blev skudt, når de ubevæbnede
og hjælpeløse faldt på knæ for at bede. Hundreder af gamle mænd, forsvarsløse kvinder og
uskyldige børn blev efterladt døde på mødestederne. Den, som rejste gennem de bjergegne og
skove, hvor de plejede at mødes, kunne ofte finde „grønsværen plettet af lig for hvert fjerde
skridt, og døde kroppe hængende i træerne.“ Deres land, der var lagt øde af sværdet, øksen
og bålet, var forvandlet til et stort, skummelt vildnis. „Disse grusomheder blev ikke begået i
en uoplyst tid, men i Ludvig XIV strålende epoke. Videnskaben var nået langt, litteraturen
blomstrede, teologerne ved hoffet var lærde og veltalende mænd, der foregav at være ydmyge
og næstekærlige. “12 {MBF 219.4}
163