Oprørets Rødder
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Øprorets <strong>Rødder</strong><br />
På reformatorens videre rejse flokkedes ivrige skarer omkring ham, og venlige stemmer<br />
advarede: „De vil brænde dig, som de brændte Johan Huss. Og der bliver kun en smule aske<br />
tilbage af dig.“ Luther svarede: „Ville de end tænde bål hele vejen fra Worms til Wittenberg,<br />
ville jeg dog i Herrens navn vandre gennem ilden. Jeg ville gå ind i dette uhyres gab og knuse<br />
dets tænder, mens jeg bekendte vor Herre Jesus Kristus.“12 {MBF 123.3}<br />
Meddelelsen om, at Luther nærmede sig Worms, vakte stort røre. Hans venner skælvede<br />
for hans sikkerhed; hans fjender frygtede, at deres sag ikke skulle lykkes. Man frarådede ham<br />
ihærdigt at gå ind i byen. Efter tilskyndelse fra katolikkerne blev han indtrængende bedt om<br />
at trække sig tilbage til en venligsindet ridders borg, hvor man erklærede, at alle<br />
vanskeligheder kunne blive ordnet i mindelighed. Venner forsøgte at vække hans frygt ved at<br />
beskrive de farer, der truede ham. Men Luther var stadig urokkelig og erklærede: {MBF<br />
123.4}<br />
„Selv om der skulle være lige så mange djævle i Worms, som der er tagsten på husene, vil<br />
jeg alligevel drage ind i byen.“13 {MBF 123.5}<br />
I Worms var en stor menneskemængde samlet for at byde ham velkommen. Ikke engang<br />
kejseren selv var blevet hilst af så mange. Ophidselsen var umådelig, og midt inde fra<br />
sværmen lød en gennemtrængende, klagende stemme, der sang en begravelsessang, som<br />
skulle advare Luther om den skæbne, der ventede ham. „Gud vil være mit skjold,“ sagde han,<br />
idet han steg ud af vognen. Katolikkerne havde ikke troet, at Luther virkelig ville vove at vise<br />
sig i Worms, og hans ankomst fyldte dem med rædsel. Kejseren kaldte straks sine rådgivere<br />
sammen for at overveje, hvilken kurs man skulle følge. En nidkær katolsk biskop erklærede:<br />
„Vi har længe nok drøftet denne sag! {MBF 123.6}<br />
Eders kejserlige Majestæt burde straks skaffe sig af med denne mand. Lod ikke Sigismund<br />
Johan Huss brænde? Vi har ingen forpligtelse til hverken at give eller respektere et lejdebrev<br />
til en kætter.“ „Nej,“ svarede kejseren, „vort løfte må vi holde.“14Man besluttede derfor at<br />
høre, hvad Luther havde at sige. {MBF 124.1}<br />
Alle i byen ville se denne mærkelige mand, og snart var hans bolig fyldt med en sværm af<br />
gæster. Luther var knap kommet til kræfter efter en nylig overstået sygdom. Han var træt efter<br />
den to uger lange rejse og måtte forberede sig til morgendagens vigtige møde. Men ønsket<br />
om at se ham var så stort, at han kun havde nydt nogle få timers hvile, da adelsmænd, præster<br />
og borgere ivrigt flokkedes om ham. Blandt dem var mange af de adelsmænd, der så modigt<br />
havde bedt kejseren om at skride ind over for gejstlighedens udskejelser, og som, efter hvad<br />
Luther sagde, „alle var blevet frigjort ved mit evangelium.“15Både venner og fjender kom for<br />
at se den uforfærdede munk. Han modtog dem med største ro og besvarede alle spørgsmål<br />
værdigt og klogt. Han optrådte fast og modigt. Hans magre, blege ansigt havde et venligt og<br />
glad udtryk, skønt det var præget af arbejde og sygdom. Hans ords højtidelighed og dybe alvor<br />
gjorde et dybt indtryk, selv på hans fjender. Både venner og fjender undrede sig. Nogle følte<br />
90
Change language