Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
tilbud om frelse, uopmærksomme på evangeliets velsignelser og dermed været en alvorlig og
skræmmende advarsel om faren ved at afvise lyset fra Himlen. {MBF 303.2}
Hvor årsagen end måtte være — resultaterne vil være de samme. Det menneske, der med
vilje nægter at følge sin samvittighed, fordi dets pligt er i modstrid med dets ønsker, mister
efterhånden evnen til at skelne mellem sandhed og løgn. Forståelsen fordunkles,
samvittigheden sløves, hjertet forhærdes og sjælen er adskilt fra Gud. Når budskabet om
guddommelig nåde ringeagtes eller vrages, sænker mørket sig over menigheden; troen og
kærligheden kølnes, og der opstår uenighed og strid. Menighedens medlemmer samler deres
opmærksomhed om verdslige ting, og syndere bliver forhærdede i deres manglende
anger. {MBF 304.1}
Den første engels budskab i Åbenbaringen 14 bekendtgør timen for Guds dom og formaner
mennesker til at frygte og tilbede ham. Dette budskab skulle adskille Guds børn fra verdens
ødelæggende indflydelse og få dem til at se, at de var på gale, verdslige veje. Budskabet var
en advarsel fra Gud til menigheden, og hvis det var blevet modtaget, ville det have rettet på
de onder, der skilte dem fra Gud. Havde de taget imod budskabet fra himlen og ydmygt
forberedt sig på at stå foran Gud, ville hans ånd og kraft være blevet åbenbaret iblandt dem.
Og menigheden ville atter have opnået den enhed, tro og kærlighed, som fandtes i apostlenes
dage, da de troende „var ét i hjerte og sind“ og „forkyndte Guds ord med frimodighed“, og da
Herren hver dag „føjede nogle til, som blev frelst.“3 {MBF 304.2}
Hvis de mennesker, der bekender sig til at være Guds børn, ville modtage det lys, der
skinner på dem fra Guds ord, ville de opnå den enhed, som Jesus bad om, og som Paulus
beskriver således: „Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd, ligesom I jo også
blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb.“4 {MBF 304.3}
De, der tog imod adventbudskabet, opnåede netop sådanne vidunderlige velsignelser. De
kom fra forskellige trossamfund, men de sekteriske skranker, som skilte dem, forsvandt
sammen med religiøse stridsspørgsmål. Det ubibelske håb om et jordisk tusindårsrige blev
skrinlagt, fejlagtige meninger om genkomsten blev berigtiget, stolthed og verdslighed blev
fejet bort, uret blev gjort god igen, hjerter blev forenet i et inderligt venskab, og kærlighed og
glæ rådede. Når denne lære kunne udrette alt dette for de få, der anerkendte den, kunne den
have gjort det samme for alle, hvis alle ville have anerkendt den. {MBF 304.4}
Men kirkesamfundene anerkendte generelt ikke advarslen. Præsterne, der som „vægtere
for Israels hus“ burde have været de første til at tyde tegnene på Jesu komme, havde forsømt
at lære sandheden af profetiens vidnesbyrd og tidernes tegn. Fordi de var opfyldt af verdslige
forhåbninger og ambitioner, var kærligheden til Gud og troen på hans ord kølnet, og da læren
om genkomsten blev forkyndt, vakte den kun fordom og vantro. Adventbudskabet blev i stor
udstrækning forkyndt af lægmænd, og det benyttede dets modstandere som et argument imod
det. Ligesom tidligere blev den jævne forkyndelse af Guds ord mødt med spørgsmålet: „Har
232