Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
hvilken paven allerede havde udtalt sin fordømmelse, ville være foragt for pavens myndighed.
Han var også bange for, at Luthers veltalende, mægtige argumenter skulle få mange af
fyrsterne til at forkaste pavens sag. Legaten gjorde derfor de mest indtrængende indvendinger
over for Karl V imod, at Luther kom til Worms. Den bulle, som erklærede Luther for bandlyst,
var netop blevet offentliggjort — og dette sammen med legatens indvendinger, fik kejseren
til at give efter. Han skrev til kurfyrsten, at Luther måtte blive i i Wittenberg, hvis han ikke
ville tage sine ord i sig igen. {MBF 118.4}
Aleander var ikke tilfreds med denne sejr, men arbejdede af al magt og listighed på at
udvirke Luthers dødsdom. Han bestormede fyrster og prælater med anklager mod Luther, som
han beskyldte for „tilskyndelse til oprør,
ugudelighed og blasfemi.“ Men netop hans store heftighed afslørede tydeligt hans motiv.
„Han lader sig mere lede af had og hævntørst end af nidkærhed og fromhed,“3sagde man. De
fleste af rigsdagens medlemmer var mere end nogen sinde tilbøjelige til at se velvilligt på
Luthers sag. {MBF 118.5}
Aleander foreholdt ivrigt kejseren hans pligt til at bringe de pavelige edikter til udførelse.
Men efter tysk lov kunne dette ikke ske uden fyrsternes medvirken, og til sidst bad kejseren
den påtrængende legat forelægge sin sag for rigsdagen. „Det var en stolt dag for den pavelige
gesandt. Forsamlingen var stor, men sagen var endnu større. Aleander skulle tale Roms sag,
kirkens moders og herskerindes sag.“ Han skulle forsvare Peters fyrsteværdighed over for de
forsamlede fyrster. „Han havde veltalenhedens gave, og han voksede med opgaven. Forsynet
havde villet, at Roms sag skulle føres af den dygtigste af dens store talere og i nærværelse af
den mest ophøjede rådsforsamling, før dommen blev fældet.“4De, der var på Luthers side, så
frem til Aleanders tale med bange anelser. Kurfyrsten af Sachsen var ikke til stede, men havde
sendt nogle af sine rådsherrer til mødet for at lytte og tage notater af Aleanders tale. {MBF
119.1}
Med hele sin lærdoms og veltalenheds styrke gik Aleander i gang med at omstyrte
sandheden. Han slyngede den ene anklage efter den anden mod Luther, som han kaldte en
fjende af kirke og stat, af levende og døde, af gejstlige og lægfolk, af rådsforsamlinger og den
enkelte kristne. Han erklærede, at „i Luthers vildfarelser findes der nok til at berettige, at
hundrede tusinde kættere kastes på bålet.“ {MBF 119.2}
Til slut prøvede han at skabe foragt for reformationens tilhængere: „Hvad er disse
lutheranere for mennesker? En flok frække skolemestre, demoraliserede præster, udsvævende
munke, uvidende jurister og fornedrede adelsmænd, foruden de jævne mennesker, som de har
vildledt og forført. Hvor højt hævet over dem står ikke det katolske parti i antal, duelighed og
styrke! En enstemmig kendelse fra denne højbårne forsamling vil oplyse de enfoldige, advare
de skamløse, styrke de vaklende og de svage.“5 {MBF 119.3}
86