Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
lunkne snart at vakle og give op — men de, hvis tro byggede på et personligt kendskab til
Bibelen, stod på en klippe, som skuffelsens bølger ikke kunne rokke. De blev „alle døsige og
faldt i søvn.“ Den ene type var ubekymret og opgav deres tro, mens den anden type tålmodigt
ventede på mere lys. I prøvelsens stund syntes de sidstnævnte dog i nogen grad at miste deres
nidkærhed og iver. De lunkne og overfladiske kunne ikke længere støtte sig til deres brødres
tro. Enhver måtte klare sig selv. {MBF 317.3}
På dette tidspunkt begyndte fanatisme at komme frem. Nogle, der havde foregivet at tro
fuldt og fast på budskabet, fornægtede nu, at Guds ord er den eneste pålidelige rettesnor. Idet
de hævdede at være under Helligåndens ledelse, lod de sig lede af deres egne følelser, indtryk
og fantasier. Nogle fordømte med blind nidkærhed alle, som ikke godkendte deres adfærd.
Deres fanatiske ideer og opførsel vakte modvilje hos det store flertal af adventister, men de
bidrog til at bringe skam over sandhedens sag. {MBF 318.1}
Satan forsøgte på denne måde at modarbejde og tilintetgøre Guds værk. Adventbevægelsen
havde gjort stort indtryk på mennesker, tusinder af syndere var blevet omvendt, og
gudfrygtige mænd ofrede al deres tid på at forkynde sandheden, selv da genkomsten alligevel
ikke fandt sted. Ondskabens fyrste mistede mange af sine tilhængere, og for at bringe Guds
sag i vanry forsøgte han at friste nogle af dem, der foregav at tro, til at gå til yderligheder. Og
så var hans redskaber parat til at gøre folk opmærksomme på enhver vildfarelse, fejltagelse
eller upassende handling for at sætte adventisterne og deres tro i det værste lys. Jo flere han
kunne få til at udtale deres tro på genkomsten, skønt hans magt beherskede deres hjerte, des
større fordel ville han opnå ved at henvise til dem som repræsentanter for alle de
troende. {MBF 318.2}
Satan er „vore brødres anklager,“ og det er hans ånd, der får mennesker til at holde
regnskab med Guds børns fejl og mangler og henlede andres opmærksomhed på dem, mens
der ikke tales om deres gode gerninger. Han har altid travlt, når Gud arbejder på menneskers
frelse. Når Guds sønner kommer for at fremstille sig for Herren, er Satan iblandt dem. Han er
parat til ved enhver vækkelse at få nogle med, hvis hjerte ikke er helliggjort, og hvis sind er
ude af balance. Når de har antaget en del af sandheden og sluttet sig til de troende, forsøger
han gennem dem at indføre teorier, som vil bedrage de uforsigtige. At et menneske befinder
sig i kirken eller ved Herrens bord, er intet bevis for, at det er en sand kristen. Selv ved de
mest højtidelige anledninger er Satan ofte til stede personificeret ved dem, som han kan bruge
som sine redskaber. {MBF 318.3}
Ondskabens fyrste kæmper for hver tomme jord, som Guds børn tilbagelægger på deres
rejse mod den himmelske by. Der er aldrig i kirkens historie blevet gennemført en reformation
uden betydelig modstand. Sådan var det også på Paulus’ tid. Hver gang han grundlagde en
menighed, var der nogle, der påstod, at de var blevet troende, men samtidig indførte
vranglære, som, hvis den blev modtaget, ville ende med at fortrænge kærligheden til
242