Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Midt i haven voksede livets træ, hvis frugt havde magt til at give evigt liv. Hvis Adam var
forblevet lydig mod Gud, ville han fortsat have fået lov til at spise af dette træ, og han ville
have levet for evigt. Men da han syndede, blev han afskåret fra at spise af livets træ og
underkastet døden. Guds dom: „Jord er du, og til jord skal du blive,“ peger på livets
fuldstændige ophør. {MBF 428.3}
Den udødelighed, der var blevet lovet mennesket på betingelse af lydighed, mistede det på
grund af overtrædelsen. Adam kunne ikke efterlade sine efterkommere noget, han ikke selv
havde. Der ville ikke have været noget håb for den faldne slægt, hvis Gud ikke ved at ofre sin
søn havde givet den mulighed for at opnå udødelighed. „Døden kom til alle mennesker, fordi
alle syndede,“ men Kristus „bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet.“4Kun
gennem Kristus kan vi opnå udødelighed. Jesus sagde: „Den, der tror på Sønnen, har evigt
liv; den, der er ulydig imod Sønnen, skal ikke se livet.“5Hvert eneste menneske kan opnå
denne uvurderlige gave, hvis han vil opfylde betingelserne. Alle, „der søger herlighed og ære
og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt
liv.“6 {MBF 428.4}
Den eneste, der lovede Adam liv trods ulydighed, var den store bedrager. Og slangens ord
til Eva i Edens have — „Vist skal I ikke dø!“ — var den allerførste prædiken, der nogen sinde
er holdt om sjælens udødelighed. Men denne erklæring, der udelukkende hviler på Satans
autoritet, gentages fra kristendommens gejstlighed og modtages af de fleste mennesker med
samme beredvillighed som af vore første forældre. Man udlægger Guds ord: „Det menneske,
der synder, skal dø,“7således: Den sjæl, der synder, skal ikke dø, men leve evigt. Hvilken
forunderlig forblindelse får dog mennesker til at tro på Satans ord og tvivle på, hvad Gud
siger? {MBF 429.1}
Hvis mennesket efter syndefaldet fortsat havde fået lov til at spise af livets træ, ville det
have levet for evigt, og derved ville synden være blevet udødeliggjort. Men en kerub med et
flammesværd „vogtede vejen til livets træ,“8og ikke en eneste af Adams slægt har fået lov til
at komme gennnem denne spærring og spise af den livgivende frugt. Derfor findes der ingen
udødelig synder. {MBF 429.2}
Men efter syndefaldet befalede Satan sine engle at gøre en særlig indsats for at få
menneskene til at tro på deres udødelige natur, og når det var lykkedes at få dem til at tro på
denne vildfarelse, forledte de dem også til at tro, at synderen skulle leve i evig elendighed.
Nu fremstiller mørkets fyrste gennem sine redskaber Gud som en hævngerrig tyran og påstår,
at han sender alle, der ikke behager ham, til Helvede, hvor de for evigt skal mærke hans vrede,
og mens de lider usigelig pine og vrider sig i de evige flammer, ser deres skaber ned på dem
med tilfredshed. {MBF 429.3}
På denne måde tilskriver ærkefjenden menneskets skaber og velgører sine egne
egenskaber. Grusomhed er satanisk. Gud er kærlighed, og alt, hvad han skabte, var rent,
329