Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Denne udbredte interesse vakte i endnu højere grad de pavelige myndigheders frygt. Luther
fik tilsigelse om at komme til Rom for at imødegå anklagen for kætteri. Hans venner blev
forfærdede. De kendte udmærket de farer, der truede ham i den fordærvede by, der havde
udgydt så mange martyrers blod. Vennerne protesterede mod, at han skulle rejse til Rom og
forlangte, at han måtte blive forhørt i Tyskland. {MBF 107.1}
Dette blev endeligt bestemt, og paven udnævnte en legat til at overvære retssagen. Denne
fik besked om, at Luther allerede var erklæret for kætter. Derfor blev det pålagt ham „uden
tøven at anklage og tvinge.“ Hvis Luther forblev standhaftig, og det ikke lykkedes legaten at
knække ham, blev han bemyndiget til „at erklære ham fredløs i hele Tyskland, samt at
forbande og bandlyse alle, der har sluttet sig til ham.“21For helt at udrydde denne kætterske
pest befalede paven sin legat at bandlyse alle uanset stilling, kejseren alene undtaget, der
undlod at gribe Luther og hans tilhængere og udlevere dem til Roms hævn. {MBF 107.2}
Her viste pavekirken sin sande ånd. Intet spor af kristne principper, eller blot almindelig
retfærdighed er at finde i dette dokument. Luther var langt fra Rom; han havde ikke haft
lejlighed til at forklare eller forsvare sin stilling — og dog blev han, før hans sag var
undersøgt, kort og godt erklæret for kætter af den selvbestaltede, hellige fader, den eneste,
øverste, ufejlbarlige myndighed inden for kirke og stat! {MBF 107.3}
På dette tidspunkt, hvor Luther så hårdt trængte til en sand ven, blev Melanchton ved Guds
forsyn sendt til Wittenberg. Skønt ung af år og frygtsom af væsen nød Melanchton på grund
af sin strålende begavelse, sunde dømmekraft, store kundskaber og vindende veltalenhed i
forbindelse med sin rene og retskafne karakter almindelig beundring og agtelse. Han blev
snart en oprigtig discipel af evangeliet og Luthers mest betroede ven og værdifulde støtte.
Hans blidhed, forsigtighed og nøjagtighed passede godt sammen med Luthers dristighed og
energi. Deres samarbejde gav reformationen styrke og var til stor opmuntring for
Luther. {MBF 107.4}
Man havde bestemt Augsburg til at være skueplads for retssagen — og Luther begav sig
af sted til fods. På grund af åbenlyse trusler om, at han ville blive pågrebet og myrdet
undervejs, nærede man alvorlig frygt for hans sikkerhed. {MBF 107.5}
Hans venner bad ham indtrængende om ikke at rejse, men for en tid forlade Wittenberg og
søge tilflugt hos dem. Men han ville ikke forlade den post, Gud havde sat ham på. Han
udtrykte det sådan: „Ligesom Jeremias er jeg en kampens mand; men jo mere man truer mig,
jo større er min glæde. … De har allerede ødelagt min ære og mit rygte. Kun mit elendige
legeme står tilbage; lad dem kun tage det. De vil kun forkorte mit liv med nogle få timer. Men
min sjæl kan de ikke tage. Den, som vil forkynde Kristi ord, må vente døden hvert
øjeblik.“22 {MBF 108.1}
77