Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Guds engle iagttog med den dybeste interesse resultatet af advarslen. De vendte sig
bedrøvet bort, når hele menigheder forkastede budskabet. Men der var endnu mange, som
ikke var blevet stillet på prøve med hensyn til sandheden i budskabet om genkomsten. Mange
blev vildledt af deres mænd, hustruer, forældre eller børn og overtalt til at tro, at blot det at
lytte til den vranglære, der blev forkyndt af adventisterne, var synd. Engle fik befaling om at
våge over disse sjæle. Der skulle skinne mere lys på dem fra Guds trone. {MBF 298.4}
De, der havde antaget budskabet, ventede med usigelig længsel på Frelserens komme. Nu
nærmede det tidspunkt sig, da de forventede at se ham. De havde inderligt fælllesskab med
Gud — en forsmag på den fred, de ville få i den lyse fremtid. Ingen af dem, der oplevede dette
håb og denne tillidsfuldhed, kunne glemme denne dyrebare ventetid. I de sidste uger før det
store øjeblik ophørte de for det meste med verdsligt arbejde. De ransagede omhyggeligt hver
tanke og følelse i deres hjerte, som lå de på dødslejet og skulle lukke deres øjne for alt jordisk
få timer senere. Der blev ikke syet „himmelfartsklæder“ (se noter), men alle følte et behov for
en indre vished om, at de var beredt til at møde Frelseren. Deres hvide klæder bestod i sjælens
renhed — en karakter, der var renset for synd i Kristi blod. Gid de, der bekender sig til at være
Guds folk, stadig følte samme behov for hjerteransagelse og stadig ejede den samme
urokkelige tro! Hvis de var blevet ved med at ydmyge sig for Herren og trænge frem for
nådetronen med deres bønner, ville de have haft en langt rigere erfaring, end de har nu. Der
bedes for lidt, der findes for lidt virkelig overbevisning om synd — og som følge af mangel
på levende tro er mange blottet for den nåde, som vor genløser i så rigt mål har
tilvejebragt. {MBF 299.1}
Gud ville stille sit folk på prøve. Hans hånd skjulte en fejltagelse i beregningen af de
profetiske tidsperioder. Hverken adventisterne eller de lærdeste blandt deres modstandere
opdagede fejlen. De sidstnævnte sagde: „Jeres beregning af de profetiske tidsperioder er
korrekt. Der forestår en eller anden stor begivenhed, men det er ikke den, som Miller
forudsiger. Det er verdens omvendelse og ikke Kristi andet komme“ (se noter). {MBF 299.2}
Ventetiden udløb, og Kristus kom ikke for at befri sit folk. De mennesker, der i oprigtig
tro og kærlighed havde ventet på deres Frelser, oplevede en bitter skuffelse. Men Herren
nåede sin hensigt. Han stillede de mennesker, der bekendte sig til at vente på hans komme, på
prøve for at se, hvad der boede i deres hjerter. For mange havde ren og skær frygt været det
eneste motiv. Den tro, de bekendte sig til, øvede ingen indflydelse på deres hjerte og liv. Da
den ventede begivenhed ikke indtraf, sagde disse mennesker, at de ikke var skuffede; De
havde aldrig troet, at Kristus ville komme. Og de var blandt de første til at drive spot med de
sande troendes sorg. {MBF 299.3}
Men Jesus og hele himlens hær så med kærlighed og medlidenhed på de prøvede og
trofaste, der var blevet skuffede. Kunne det slør, der skiller den synlige og den usynlige
228