Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Efterretningen om Luthers ankomst til Augsburg var en stor tilfredsstillelse for den
pavelige legat. Nu syntes denne besværlige kætter, som vakte hele verdens opmærksomhed,
at være i Roms magt. Legaten besluttede, at han ikke skulle få lov at undslippe! Luther havde
ikke søgt frit lejde for sig selv. Hans venner advarede ham mod at fremstille sig uden et sådant
og påtog sig at skaffe et lejdebrev fra kejseren. Det var legatens hensigt om muligt at tvinge
Luther til at tilbagekalde sine ord, eller, hvis det ikke lykkedes, at føre ham til Rom for at dele
skæbne med Huss og Hieronymus. Derfor forsøgte han gennem sine forbindelser at overtale
Luther til at træde frem uden sikkert lejde og stole på hans barmhjertighed. Dette afslog Luther
bestemt. Først da han havde modtaget det dokument, der tilsagde ham kejserens beskyttelse,
trådte han frem for den pavelige udsending. {MBF 108.2}
De romersk-katolske gejstlige havde bestemt sig for at prøve på at vinde Luther ved at
foregive mildhed. Legaten foregav stor venlighed, men krævede, at Luther ubetinget skulle
bøje sig for kirkens autoritet og uden drøftelse eller spørgsmål give efter på alle punkter. Men
han forstod ikke at vurdere karakteren hos den mand, han havde med at gøre. Luther udtrykte
sin ærbødighed for kirken og sit ønske om at holde sig til sandheden. Han var rede til at
besvare alle indvendinger mod sin lære, og underkaste den visse ledende universiteters
afgørelse. Men han protesterede mod kardinalens forlangende om, at han skulle tilbagekalde,
uden at det var bevist, at han tog fejl. {MBF 108.3}
Det eneste svar var: „Tilbagekald! Tilbagekald!“ Luther vidste, at hans standpunkt havde
støtte i Skriften, og erklærede bestemt, at han ikke kunne fornægte sandheden. Kardinalen
kunne ikke imødegå Luthers bevisførelse, men overvældede ham med bebrejdelser og smiger
samt citater fra kirkefædrenes overleveringer og udtalelser, uden at lade reformatoren komme
til orde. Da Luther indså, at forhandlinger på denne måde ville være fuldstændigt værdiløse,
opnåede han endelig en modstræbende tilladelse til at svare skriftligt. {MBF 108.4}
„Ved at gøre dette,“ udtalte han i et brev til en ven, „opnår den undertrykte en dobbelt
fordel: For det første kan det skrevne underkastes andres dom, og for det andet har man bedre
mulighed for at benytte sig af frygten, om end ikke af samvittigheden, hos en hovmodig,
plaprende despot, der ellers vil overvælde én med sit bydende, overmodige sprog.“23 {MBF
109.1}
Ved det næste møde fremlagde Luther en klar, kortfattet og overbevisende fremstilling af
sine synspunkter, underbygget af mange citater fra Bibelen. Efter at have læst den højt rakte
han sit manuskript til kardinalen. Denne kastede det foragteligt til side, idet han erklærede, at
det var en mængde tomme ord og uvedkommende citater. Nu blev Luther for alvor opildnet
og mødte den hovne prælat på hans egen grund — kirkens traditioner og lære — og
omstyrtede hans påstande helt og aldeles. {MBF 109.2}
Da legaten indså, at Luthers argumenter var umulige at imødegå, mistede han fuldstændigt
besindelsen og råbte i raseri: „Tilbagekald det, eller jeg skal sende dig til Rom, så du kan blive
78