Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Det var Guds vilje, at Paris endnu engang skulle indbydes til at tage imod evangeliet.
Lefèvre og Farel var blevet afvist, men nu lød budskabet atter til alle samfundsklasser i den
store by. Kongen var påvirket af politiske hensyn, men havde endnu ikke helt taget parti for
Rom. Marguerite klyngede sig stadig til håbet om, at den protestantiske tro ville sejre i
Frankrig. Hun besluttede, at den skulle forkyndes i Paris. I kongens fravær befalede hun en
protestantisk præst at prædike i byens kirker. Da de katolske biskopper forbød dette, åbnede
hun paladsets døre. En af salene blev indrettet til kapel, og det blev bekendtgjort, at der hver
dag på et bestemt tidspunkt ville blive holdt en prædiken, og at alle var velkomne uanset stand
og stilling. Hver eneste dag samledes tusinder — adelsmænd, statsmænd, sagførere,
handlende og håndværkere. Ikke blot kapellet, men forgemakker og sale var tæt pakkede. I
stedet for at forbyde disse møder befalede kongen, at to af Paris’ kirker skulle åbnes. Aldrig
havde Guds ord gjort så dybt indtryk på byen. Afholdenhed, orden og flid afløste
drikfældighed, strid og dovenskab. {MBF 179.5}
Men de katolske gejstlige sad ikke med hænderne i skødet. Kongen nægtede at standse
forkyndelsen, og derfor vendte de sig til folket. Med alle midler søgte de at vække de
overtroiske massers frygt, fordomme og fanatisme. Pariserne fulgte blindt de falske hyrder. I
to år blev Guds ord prædiket i Paris. Mange tog imod det, men flertallet forkastede det. Kong
Frans havde kun spillet tolerant for at fremme sine egne interesser, og det lykkedes
katolikkerne at genvinde herredømmet. Kirkerne blev atter lukket for protestanterne, og
martyrbålene flammede. {MBF 180.1}
Calvin var stadig i Paris og forberedte sig ved studier og bøn til sin fremtidige gerning.
Han fortsatte med at udbrede lyset. Til sidst blev mistanken rettet imod ham. Myndighederne
besluttede at overgive ham til flammerne. Han havde følt sig sikker i sin afsondrethed, da
nogle gode venner i hast opsøgte ham for at meddele, at officerer var på vej for at arrestere
ham. I samme øjeblik blev der dundret på gadedøren. Der var ingen tid at spilde. Venner
opholdt officererne ved døren, mens andre firede Calvin ned fra vinduet. Han skyndte sig til
byens udkant, og forklædt som arbejder slap han bort. Han drog sydpå og fandt igen tilflugt i
Marguerites besiddelser.22 {MBF 180.2}
Her blev han i nogle måneder og studerede uforstyrret under indflydelsesrige venners
beskyttelse. Men hans hjerte var opfyldt af ønsket om, at evangeliet skulle prædikes i Frankrig
— han kunne ikke i længere tid forblive uvirksom. Så snart stormen havde lagt sig lidt, tog
han til universitetsbyen Poitiers, hvor den nye lære allerede havde vundet adskillige
tilhængere. Folk af alle samfundslag lyttede med glæde til evangeliets forkyndelse — ikke
offentligt, men i dommerens hjem, i Calvins logi og somme tider i en offentlig park forkyndte
han livets ord for dem, som ønskede at lytte. Snart var der så mange tilhørere, at man mente,
det var mere sikkert at mødes uden for byen. En hule i en dyb kløft under træer og
klippefremspring blev valgt til mødested. Folk forlod byen i små grupper og kom ad
forskellige veje. På dette afsides sted blev Bibelen læst og forklaret. Og her holdt Frankrigs
133