Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
mere kraft til at modstå denne flodbølge af ondskab og tvinge den tilbage. De føler, at hvis de
altid havde brugt alle deres evner i Kristi tjeneste, ville Satans styrker ikke så let kunne få
overhånd over dem. {MBF 500.1}
De ydmyger sig for Gud, mens de minder ham om de synder, de tidligere har angret, og
klynger sig til Frelserens løfte om, at intet skal skade dem, der søger hans beskyttelse og
„slutter fred med mig, ja, slutter fred med mig.“8 {MBF 500.2}
Deres tro svigter ikke, selv om deres bønner ikke straks bliver besvaret. Skønt de
gennemgår den største ængstelse, frygt og smerte holder de ikke op med at bede. De sætter
deres lid til Guds magt, ligesom Jakob holdt fast ved englen, og råber „Jeg slipper dig ikke,
før du velsigner mig.“ {MBF 500.3}
Hvis Jakob ikke i forvejen havde angret den synd, han begik, da han skaffede sig
førstefødselsretten ved bedrageri, kunne Gud ikke have hørt hans bøn og skånet hans liv. Det
samme gælder for Guds folk; hvis der i trængselstiden, hvor de vil blive pint af frygt og
smerte, dukker synder op, de ikke har tilstået og angret, ville de blive overmandet. Fortvivlelse
ville lamme deres tro, og de ville ikke have selvtillid til at kunne bede Gud om befrielse. Men
skønt de føler deres store uværdighed, har de ingen skjulte synder at bekende. Deres synder
er gået forud til dom og er blevet udslettet, og de kan ikke længere erindre dem. {MBF 500.4}
Satan får mange til at tro, at Gud vil bære over med deres utroskab i småting; men Herren
viser i sin handlemåde med Jakob, at han absolut ikke vil billige eller tåle, hvad der er ondt.
Alle, der forsøger at undskylde eller skjule deres synder og tillader, at de bliver stående i
himlens bøger uden at være tilstået og tilgivet, vil bukke under for Satan. Jo mere ophøjet
deres bekendelse er, og jo mere ærefuld en stilling de indtager, des mere alvorlig er deres synd
i Guds øjne — og jo mere sikker er deres store modstanders triumf. De, som venter med at
gøre sig klar til Herrens dag, vil ikke kunne gøre det i trængselstiden eller på noget senere
tidspunkt. De har alle en håbløs sag. {MBF 500.5}
De bekendende kristne, der går uforberedte ind i den sidste frygtelige strid, vil i deres
fortvivlelse tilstå deres synder, mens de gudløse hoverer over deres pine. Deres bekendelser
er af samme karakter som Esaus og Judas’. De mennesker, der fremsætter dem, sørger over
resultatet af overtrædelsen, ikke over deres synd. De føler ingen virkelig anger eller afsky for
det onde. De tilstår deres synd af frygt for straf, men som Farao i gamle dage ville de fortsætte
med at trodse Gud, hvis dommen blev tilbagekaldt. {MBF 501.1}
Jakobs historie er en forsikring om, at Gud ikke vil forkaste dem, der er blevet bedraget,
fristet og lokket ind i synden, men som er vendt tilbage til ham i sand anger. Satan vil forsøge
at tilintetgøre dem, men Gud og hans engle vil beskytte dem, når de kommer i fare. Satans
angreb er voldsomme og målrettede og hans bedrag frygtelige, men Herren holder øje med sit
folk og hører deres råb om hjælp. Deres lidelser er store, og det ser ud, som om ovnens
382