Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
mænd. De har hvilet sig under træerne ved middagstid, som om de var trætte. De har taget
imod gæstfrihed i menneskers hjem. De har optrådt som førere for vildfarne rejsende. De har
med egne hænder tændt ilden på alteret. De har åbnet fængselsdøre og befriet Guds tjenere.
Klædt i himmelsk rustning kom de for at vælte stenen bort fra Frelserens grav. {MBF 508.1}
Engle er ofte til stede i menneskeskikkelse, når de retfærdige samles; de besøger også de
gudløses forsamlinger — som da de gik til Sodoma for at få rede på indbyggernes handlinger,
for at det kunne blive afgjort, om de havde overskredet grænsen for Guds langmodighed.
Herren finder glæde i at være barmhjertig, og af hensyn til de få, der virkelig tjener ham,
holder han katastrofer tilbage og forlænger freden for mange. De, der synder mod Gud, har
ingen anelse om, at de kan takke de få trofaste, som de morer sig med at latterliggøre og
undertrykke, for deres liv. {MBF 509.1}
Skønt denne verdens herskere ikke ved det, har engle ofte taget ordet i deres
rådsforsamlinger. Menneskelige øjne har set dem; menneskelige ører har lyttet til deres
opfordringer, og mennesker har modsat sig deres forslag og latterliggjort deres råd;
menneskehænder har angrebet og mishandlet dem. Ved regeringsforhandlinger og i retssale
har de vist et indgående kendskab til menneskenes historie. De har vist sig at være bedre
egnede til at tale de undertryktes sag end den dygtigste og mest veltalende forsvarer. De har
kuldkastet planer og forhindret onder, som i høj grad ville have forsinket Guds værk og
forvoldt hans børn store lidelser. I nødens time lejrer Herrens engle „sig omkring dem, der
frygter ham, og han udfrier dem.“31 {MBF 509.2}
Med inderlig længsel venter Guds børn på tegn fra deres kommende Konge. Når vægteren
bliver spurgt: „Hvornår er natten gået?“ svarer han uden tøven: „Der kommer en morgen, men
også en nat.“32Lyset skinner på skyerne over bjergtoppene. Snart skal hans herlighed
åbenbares. retfærdighedens sol er lige ved at bryde igennem. Både morgen og nat er nær —
indledningen til evig dag for de retfærdige, men til evig nat for de onde. {MBF 509.3}
Mens de kæmpende trænger ind på Gud i bøn, synes det slør, der skiller dem fra den
usynlige verden, næsten at blive draget til side. Himlen gløder i evighedens morgengry og
som yndig englesang hører de ordene: „Stå fast i din troskab. Hjælpen er på vej.“ Kristus, den
almægtige sejrherre, rækker en krone af uforgængelig herlighed ud mod sine trætte
stridsmænd, og hans stemme når dem fra portene, der står på klem: „Se, jeg er med jer. Vær
ikke bange. Jeg kender alle jeres sorger; jeg har båret jeres smerter. I kæmper ikke mod
ukendte fjender. Jeg har kæmpet kampen for jer, og i mit navn skal I mere end sejre.“ Vor
dyrebare frelser vil sende hjælp, netop når vi behøver den. Vejen til himlen er helliget af hans
fodspor. Hver torn, som sårer vor fod, har også såret hans. Hvert kors, vi er kaldet til at bære,
har han båret før os. Herren tillader strid for at berede sjælen til fred. Trængselstiden er en
frygtelig ildprøve for Guds børn, men netop da bør enhver oprigtigt troende se opad — og i
tro vil han se sig omkredset af løftets regnbue. {MBF 509.4}
389