Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
På rejsen fra Worms var modtagelsen af Luther endnu mere smigrende, end da han rejste
dertil. Højtstående gejstlige bød den bandlyste munk velkommen, og de civile myndigheder
ærede den mand, som kejseren havde fordømt. Han blev indtrængende opfordret til at
prædike, og på trods af kejserens forbud gjorde han det. Han sagde: „Jeg har aldrig forpligtet
mig til at lænkebinde Guds ord og vil heller ikke gøre det nu.“41 {MBF 134.1}
Kort efter at Luther havde forladt Worms, lagde papisterne pres på kejseren for at få ham
til at udstede et edikt imod ham. I dette blev Luther beskrevet som „Satan selv i
menneskeskikkelse, forklædt som munk.“42Det blev befalet, at hans arbejde skulle standses,
så snart hans lejdebrev udløb. Det blev forbudt alle at huse ham, at give ham mad og drikke
eller i ord eller gerning, offentligt eller privat at hjælpe eller støtte ham. Han skulle pågribes
og udleveres til myndighederne, hvor han end var. Hans tilhængere skulle også fængsles og
deres ejendomme konfiskeres. Hans skrifter skulle tilintetgøres — og alle, som vovede at
handle imod dette edikt, blev fordømt. Kurfyrsten af Sachsen og de fyrster, som var Luther
mest venligt stemt, havde forladt Worms kort efter hans afrejse, og kejserens dekret blev
stadfæstet af rigsdagen. Nu jublede katolikkerne! De anså reformationens skæbne for at være
beseglet. {MBF 134.2}
I farens time havde Gud beredt sin tjener en udvej. Et vågent øje fulgte Luthers bevægelser,
og et trofast og ædelt hjerte havde besluttet at redde ham. Det var tydeligt, at Rom ikke ville
lade sig nøje med mindre end hans død. Kun ved at blive skjult kunne han reddes fra løvens
gab. Gud gav Frederik af Sachsen visdom til at udtænke en plan for at frelse Luther. Denne
plan blev udført ved trofaste venners hjælp, og Luther blev grundigt skjult for både venner og
fjender. På hjemrejsen blev han grebet, skilt fra sine ledsagere og i største hast ført gennem
skoven til slottet Wartburg, en ensomt beliggende klippefæstning. Både hans pågribelse og
hans skjulested var i den grad omgivet af hemmelighedsfuldhed, at selv kurfyrsten i lang tid
ikke vidste, hvor han var. Og det var ikke tilfældigt, for så længe han ikke kendte Luthers
opholdssted, kunne han ikke røbe noget. Det var ham nok at vide, at reformatoren var i
sikkerhed! {MBF 134.3}
Forår, sommer og efterår gik — det blev vinter, og Luther var stadig i fangenskab. Aleander
og hans tilhængere frydede sig, da evangeliets lys syntes udslukt. Men Luther fyldte sin lampe
fra sandhedens forrådskammer, og snart skulle dens lys stråle endnu klarere. {MBF 135.1}
Bag Wartburgs venlige mure glædede Luther sig en tid over at være befriet fra kampens
hede. Men i længden kunne han ikke stille sig tilfreds med stilhed og ro. Han var vant til et
liv med aktivitet og stærk konflikt og kunne dårligt holde ud at forholde sig inaktiv. „Ak! Der
er ingen på denne Guds vredes sidste dag, der kan stå som en mur for Herren og frelse
Israel!“43 {MBF 135.2}
99