Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
højtideligt og med stor alvor. De blev også indføjet i den kirkelige lov og håndhævet af de
borgerlige myndigheder næsten overalt i kristenheden.11 {MBF 463.1}
Men det voldte stadig mange vanskeligheder, at der ikke i Skriften fandtes nogen
begrundelse for søndagens helligholdelse. Folket tvivlede på, at deres lærere havde ret til at
tilsidesætte Jahves direkte befaling: „Den syvende dag er sabbat for Herren din Gud,“ for at
helligholde solens dag. For at afhjælpe mangelen på bibelske beviser måtte man finde andre
udveje. En nidkær forkæmper for søndagen, der i slutningen af det12århundrede besøgte
Englands kirker, mødte modstand fra trofaste vidner for sandheden, og hans anstrengelser var
så frugtesløse, at han en tid forlod landet for at udtænke et middel til at håndhæve sin lære.
Da han vendte tilbage, havde han fundet det, og nu havde han større held med sig. Han
medbragte et dokument, som han foregav stammede fra Gud selv. Det indeholdt det
nødvendige påbud om at helligholde søndagen — tillige med frygtelige trusler, som skulle
skræmme de ulydige. Dette dyrebare dokument — en forfalskning så tarvelig som den
institution, den støttede — blev udgivet for at være faldet ned fra himlen og fundet i Jerusalem
på Skt. Simons alter på Golgata. Men i virkeligheden stammede det fra det pavelige palads i
Rom. Svig og forfalskninger for at fremme kirkens magt og rigdom har altid været anset for
lovlige af det pavelige hierarki. {MBF 463.2}
Dette dokument forbød alt arbejde fra den niende time — klokken 15 lørdag eftermiddag
— til solopgang om mandagen, og man hævdede, at dets gyldighed var bekræftet af mange
mirakler. Man fortalte, at mennesker, der arbejdede efter det fastsatte klokkeslæt, var blevet
ramt af lammelser. En møller, der forsøgte at male sit korn, så en strøm af blod komme frem
i stedet for mel, og møllehjulet stod stille trods en stærk strøm af vand. En kvinde, der satte
dej i ovnen, så, at den var rå, da hun tog den ud, skønt ovnen var meget hed. En anden, som
havde dej parat til at sætte i ovnen ved den niende time, men besluttede at sætte den til side
til om mandagen, opdagede næste dag, at den var blevet formet til brød og bagt ved
guddommelig kraft. En mand, som bagte brød efter den niende time om lørdagen, så blod
flyde fra det, da han næste morgen ville spise det. Ved sådanne absurde og overtroiske
historier forsøgte søndagens forkæmpere at bevise dens hellighed.12 {MBF 463.3}
Både i Skotland og i England vandt man større agtelse for søndagen ved at knytte den
sammen med en del af den gamle sabbat. Men der var forskel på, hvor lang tid den skulle
helligholdes. En forordning fra den skotske konge kundgjorde, at „lørdag fra kl. 12 middag
burde anses for hellig,“ og at ingen fra det tidspunkt til mandag morgen måtte beskæftige sig
med verdsligt arbejde.13 {MBF 464.1}
Trods alle anstrengelser for at bevise søndagens hellighed indrømmede katolikkerne
offentligt sabbattens guddommelige autoritet, og at den forordning, de havde erstattet den
med — søndagen, var af menneskelig oprindelse. I det 16. århundrede hed det ganske klart i
en udtalelse fra et paveligt koncil: {MBF 464.2}
355