Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Luther skælvede ved at se sig selv — ene mand mod de stærkeste magter på jorden. Somme
tider tvivlede han på, at han virkelig var blevet ført af Gud til at sætte sig op mod kirkens
myndighed. „Hvem var jeg,“ skriver han, „at jeg skulle sætte mig op mod pavens overhøjhed,
… som jordens konger og hele verden skælvede for? Ingen kan ane, hvad mit hjerte led i disse
første to år, og hvilket mismod, eller i hvilken fortvivlelse jeg var nedsunken.“18Men
han skulle ikke fuldstændigt tabe modet. Da mennesker svigtede, vendte han sig mod Gud
alene og lærte, at han med fuldkommen sikkerhed kunne støtte sig til den Almægtiges
arm. {MBF 105.4}
Til en ven af reformationen skrev han: „Vi kan ikke nå til fuld forståelse af Skriften ved
studier eller forstand. Din første pligt er at begynde med bøn. Bønfald Herren om i sin store
nåde at skænke dig den sande forståelse af sit ord. Der findes ingen anden fortolker af Guds
ord end forfatteren af dette ord. Han har selv sagt: ‘Alle dine børn blev oplært af Herren.’ Gør
dig ikke håb om noget ved dit eget slid eller din egen forståelse. Stol kun på Gud og hans ånds
medvirken. Tro dette på en mands ord, som har gjort sine erfaringer.“19 {MBF 106.1}
Dette er en lektie af livsvigtig betydning for dem, der føler, at Gud har kaldet dem til at
meddele andre denne tids alvorlige sandheder. Disse sandheder vil vække fjendskab hos Satan
og hos de menensker, der elsker hans opdigtede historier. I kampen mod onde magter behøves
der meget mere end tankens kraft og menneskelig visdom. {MBF 106.2}
Når Luthers fjender påberåbte sig skikke og overleveringer eller pavens påstande og
autoritet, imødegik Luther dem med Bibelen — og Bibelen alene. Her var argumenter, som
de ikke kunne imødegå; derfor krævede formalismens og overtroens slaver højlydt hans blod,
ligesom jøderne havde krævet Jesu blod. „Han er kætter!“ råbte de katolske fanatikere. „Det
er højforræderi mod kirken at tillade en så uhyrlig kætter at leve én eneste time længere. Lad
skafottet straks blive rejst for ham!“20Men Luther blev ikke bytte for deres raseri. Gud havde
en gerning til ham at gøre, og himlens engle blev udsendt for at beskytte ham. Alligevel blev
mange, som gennem ham havde modtaget det kostelige lys, ofre for Satans raseri. De blev
pint eller henrettet for sandhedens skyld. {MBF 106.3}
I hele Tyskland blev tænkende mennesker opmærksomme på Luthers tanker. Fra hans
prædikener og skrifter udgik der stråler af lys, der vækkede og oplyste tusinder. En levende
tro trådte i stedet for den døde formalisme, som længe havde præget kirken. Dag for dag
mistede folket tilliden til romerkirkens overtroiske forestillinger. Fordommenes skranker var
ved at give efter for Guds ord, ved hvilket Luther prøvede enhver læresætning. Guds ord var
som et tveægget sværd, der skar sig ind til folkets hjerter. Overalt vågnede ønsket om åndelig
fremgang. Der var en hungren og tørst efter retfærdighed, som man ikke havde kendt i lange
tider. Folkets øjne, som så længe havde været rettet mod menneskelige ritualer og
mellemmænd, vendte sig nu i tro til den Korsfæstede. {MBF 106.4}
76