Oprørets Rødder
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Øprorets <strong>Rødder</strong><br />
I 1512, endnu før både Luther og Zwingli havde påbegyndt deres arbejde for<br />
reformationen, skrev Lefèvre: „Det er Gud, som ved troen giver os den retfærdighed, der alene<br />
ved nåde retfærdiggør til evigt liv.“1Dvælende ved frelsens mysterium udbrød han: „Hvilken<br />
usigelig storhed i dette bytte — den skyldfri fordømmes, og den skyldige går fri; den<br />
velsignede bærer forbandelsen, og den forbandede velsignes; livet dør, og den døde lever;<br />
herligheden indhylles i mørke, og den, som ikke kendte andet end forvirring, iklædes<br />
herlighed.“2 {MBF 172.4}<br />
Han forkyndte, at frelsens herlighed alene tilhører Gud, men sagde også, at mennesket har<br />
pligt til at være lydig. „Hvis du er medlem af Kristi kirke, er du et af hans legemes lemmer;<br />
hvis du er en del af hans legeme, er du fuld af guddommelig natur. Kunne mennesker blot<br />
forstå dette privilegium — hvor ville deres liv blive rent, kysk og helligt! De ville foragte<br />
denne verdens herlighed, når de sammenlignede den med den indre herlighed, som kødelige<br />
øjne ikke kan se.“3 {MBF 173.1}<br />
Der var nogle stykker blandt Lefévres elever, som lyttede ivrigt til hans ord, og som skulle<br />
komme til at fortsætte med at forkynde sandheden, længe efter at lærerens stemme var blevet<br />
bragt til tavshed. Blandt dem var Guillaume Farel. Som søn af gudfrygtige forældre og<br />
opdraget til med uforbeholden tro at stole på kirkens lære kunne han ligesom apostlen Paulus<br />
have sagt om sig selv: „Som farisæer har jeg levet efter den strengeste retning i vor<br />
religion.“44 {MBF 173.2}<br />
Han var en nidkær katolik og brændte efter at tilintetgøre enhver, der vovede at modsige<br />
kirken. „Jeg skar tænder som en rasende ulv,“ sagde han senere, når han talte om denne<br />
periode i sit liv, „når jeg hørte nogen tale imod paven.“5 {MBF 173.3}<br />
Han var utrættelig i sin tilbedelse af helgenerne og havde sammen med Lefèvre besøgt alle<br />
Paris’ kirker, bedt ved altrene og lagt gaver på helgenskrinene. Men disse ceremonier bragte<br />
ham ingen sjælefred. Syndsbevidstheden nagede ham, og alle hans bodsøvelser, kunne ikke<br />
forjage den. Lefèvres ord var som en røst fra himlen: „Frelsen gives af nåde. Den uskyldige<br />
fordømmes, og den skyldige frikendes. Kristi kors alene kan åbne himlens port og lukke<br />
Helvedes port.“6 {MBF 173.4}<br />
Farel tog imod sandheden med glæde. På samme måde som Paulus vendte han sig fra<br />
overleveringens trældom til Guds børns frihed. „I stedet for den glubende ulvs morderiske<br />
hjerte,“ sagde han, „kom jeg tilbage så rolig som et blidt og uskadeligt lam, med hjertet helt<br />
vendt bort fra paven og givet til Jesus Kristus.“7 {MBF 173.5}<br />
Mens Lefèvre fortsatte med at udbrede lyset blandt sine studenter, gav Farel sig til at<br />
forkynde sandheden offentligt — lige så nidkær i Kristi tjeneste som han havde været i<br />
pavens. Biskoppen af Meaux, en af kirkens højtstående mænd, sluttede sig snart til dem.<br />
Andre lærde og dygtige lærere fulgte hans eksempel. De begyndte at forkynde evangeliet,<br />
127
Change language