Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Jesus sagde: ‘Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for
at bringe fred, men sværd.’ Guds råd er underfulde og frygtelige. Vogt Eder, at I ikke for at
undertrykke meningsforskelle, kommer til at forfølge Guds hellige ord og nedkalde en
frygtelig syndflod af uovervindelige farer, af ulykker her og fortvivlelse hinsides. … Jeg
kunne fremføre mange eksempler fra Guds ord. Faraonerne, Babylons og Israels konger, hvis
anstrengelser aldrig bidrog mere til deres egen ødeæggelse, end når de ville styrke deres magt
ved de råd, som forekom dem at være de klogeste. ‘Gud flytter bjerge, og de ved ikke af
det.’23 {MBF 128.1}
Luther havde talt på tysk. Nu blev han bedt om at gentage sin tale på latin. Skønt han var
udmattet, holdt han atter sin tale med samme kraft og klarhed som første gang. Det var Guds
forsyn, som stod bag dette. Mange af fyrsterne var så forblindede af vildfarelse og overtro, at
de ikke første gang så styrken i Luthers argumenter, men gentagelsen bevirkede, at de tydeligt
fattede hovedpunkterne i det, han havde sagt. {MBF 128.2}
De, der stædigt lukkede øjnene for lyset og ikke ville lade sig overbevise af sandheden,
blev rasende over myndigheden i Luthers ord. Da han holdt op med at tale, sagde ordføreren
for rigsdagen vredt: „Du har ikke besvaret det stillede spørgsmål. … Der forlanges et klart og
utvetydigt svar af dig. Vil du kalde det tilbage, eller vil du ikke?“ {MBF 128.3}
Reformatoren svarede: „Da Eders højærværdige Majestæt og Eders Stormægtigheder
kræver et utvetydigt svar, vil jeg give Eder det, og det lyder således: Jeg kan ikke gøre min
tro afhængig af hverken paven eller kirkefædrene, fordi det er klart som dagen, at de ofte er
faret vild og har modsagt hinanden. Hvis jeg ikke overbevises af Skriftens vidnesbyrd eller af
den klareste bevisførelse — hvis ikke jeg bliver overbevist ved de tekster, jeg har citeret, og
man således binder min samvittighed ved Guds ord, kan og vil jeg ikke kalde noget tilbage,
for det er ikke ret for en kristen at tale mod sin samvittighed. Her står jeg! Jeg kan ikke andet!
Gud hjælpe mig! Amen.“24 {MBF 128.4}
Således stod denne retskafne mand på Guds ords sikre grundvold. Himlens lys strålede fra
hans ansigt. Alle kunne se hans sinds storhed og retskaffenhed, hans hjertes fred og glæde,
idet han vidnede mod vildfarelsens magt og viste, hvor mægtig den tro er, som overvinder
verden. {MBF 129.1}
En tid var hele forsamlingen målløs af forbavselse. I sit første svar havde Luther talt med
dæmpet stemme og optrådt ærbødigt, næsten ydmygt. Katolikkerne havde troet, at hans mod
var ved at svigte. De havde anset hans anmodning om udsættelse for et tegn på, at han ville
tilbagekalde. Kejseren havde foragteligt bemærket Luthers hærgede ydre og simple dragt, og
erklæret: „Denne munk får aldrig gjort mig til kætter!“ Det mod og den fasthed, han nu viste,
og hans bevæggrundes kraft og klarhed, overraskede alle parter. Kejseren udbrød beundrende:
„Denne munk taler af et uforfærdet hjerte og et urokkeligt mod!“ Mange af de tyske fyrster
betragtede med stolthed og glæde denne repræsentant for deres folk. {MBF 129.2}
94