Oprørets Rødder
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Øprorets <strong>Rødder</strong><br />
fald. Kunne de blot nå deres hensigt, ville Wicliff enten blive tvunget til at afsværge sin lære<br />
eller blive brændt på bålet. {MBF 73.5}<br />
Men Wicliff tilbagekaldte intet. Uden at vakle holdt han fast ved sin lære og tilbageviste<br />
sine forfølgeres anklager. Han så fuldstændig bort fra sig selv, sin stilling og sine omgivelser.<br />
Han stævnede sine tilhørere for Guds domstol og stillede deres spidsfindigheder og bedrag op<br />
imod den evige sandhed. Man mærkede tydeligt Helligåndens nærværelse i retssalen.<br />
Tilhørerne sad som fastnaglet af Guds kraft. De syntes ude af stand til at flytte sig ud af stedet.<br />
Reformatorens ord gennemborede deres hjerter som pile fra Herrens kogger. De havde<br />
beskyldt Wicliff for kætteri. Nu slyngede han med overbevisende styrke denne beskyldning<br />
tilbage mod dem selv, idet han spurgte, hvordan de vovede at udbrede deres vildfarelser, og<br />
drive handel med Guds nåde? {MBF 74.1}<br />
„Hvem mener I, I kæmper imod?“ spurgte han til slut, „mod en gammel mand på gravens<br />
rand? Nej! Mod sandheden — den sandhed, der er stærkere end jer, og som skal overvinde<br />
jer.“8Da han havde sagt det, trak han sig tilbage fra forsamlingen, og ikke en eneste af hans<br />
modstandere forsøgte at forhindre ham deri. {MBF 74.2}<br />
Wicliffs gerning var næsten til ende. Det sandhedens banner, han så længe havde løftet,<br />
skulle snart falde ud af hans hånd. Men endnu engang skulle han vidne for evangeliet.<br />
Sandheden skulle forkyndes for selve vildfarelsens riges højborg. Wicliff blev indstævnet for<br />
den pavelige domstol i Rom, som så ofte havde udgydt de helliges blod. Han var ikke blind<br />
for den fare, som truede, men ville gerne være kommet, hvis en lammelse ikke havde<br />
forhindret ham i at rejse. Skønt hans stemme ikke kom til at lyde i Rom, kunne han give<br />
udtryk for sin mening i et brev, og det besluttede han at gøre. Fra sin præstegård sendte han<br />
paven et brev. Det var skrevet i en høflig tone og en kristelig ånd, men indeholdt en skarp<br />
kritik af den pomp, pragt og stolthed, som fandtes ved pavestolen. {MBF 74.3}<br />
Han skrev: „Det er mig en sand glæde at bekende den tro, som jeg hylder, for hvert eneste<br />
menneske, og i særdeleshed for biskoppen af Rom. Da jeg anser denne tro for at være sund<br />
og sand, vil han beredvilligt bekræfte denne min tro, men, hvis den skulle være forkert, rette<br />
på den. {MBF 74.4}<br />
For det første tror jeg, at Kristi evangelium er hele summen af Guds lov. … Eftersom<br />
biskoppen af Rom er Kristi stedfortræder her på jorden, anser jeg ham for at være bundet til<br />
evangeliets lov frem for alle mennesker. For storheden blandt Kristi disciple bestod ikke i<br />
verdslig værdighed eller æresbevisninger, men i en inderlig og nøjagtig efterfølgelse af<br />
Kristus i liv og vandel. … Under sin vandring her var Kristus en meget fattig mand, som<br />
foragtede og forkastede alt verdsligt herredømme og al verdslig ære… {MBF 74.5}<br />
Intet redeligt menneske bør følge hverken paven selv eller nogen af de hellige mænd på<br />
andre end de områder, hvor de har fulgt Herren Jesus Kristus; for Peter og Zebedæus’ sønner<br />
51
Change language