Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
helligdommen og priste Gud.“ Folket, der kun kendte til Frelserens vanærende død, ventede
at se sorg og forvirring i deres ansigter, men de så kun glæde og sejr. Hvilken forberedelse
havde disse disciple ikke fået til den gerning, der lå foran dem! De havde gennemlevet den
største prøvelse, det var dem muligt at opleve. De havde set, hvordan Guds ord havde sejret
og var gået i opfyldelse, når alt menneskeligt set var tabt. Hvad ville herefter kunne kue deres
tro eller kølne deres brændende kærlighed? I den dybeste sorg havde de en „sikker trøst“ og
et håb, der „er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert.“11De havde set Guds
visdom og magt, og de var sikre på, „at hverken død eller liv eller engle eller magter, eller
noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe
eller nogen anden skabning“ ville kunne skille dem fra „Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor
Herre.“ „Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.“12„Herrens ord
forbliver til evig tid.“13 {MBF 280.1}
„Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået, sidder ved Guds
højre hånd og går i forbøn for os.“14 {MBF 280.2}
Herren havde sagt: „Mit folk skal aldrig blive gjort til skamme.“15„Om aftenen slår gråden
sig ned, om morgenen er der jubel.“16Da disciplene mødte Frelseren på opstandelsens dag og
deres hjerter brændte i dem, mens de lyttede til hans ord; da de så det hoved, og de hænder og
fødder, der var blevet såret for deres skyld; da Jesus, før han steg op til himlen, førte dem
ud til Betania og idet han løftede sine hænder til velsignelse bød dem: „Gå ud i alverden og
fortæl evangeliet for hele skabningen,“ og tilføjede: „Og se, jeg er med jer alle dage;“17da
den lovede talsmand kom på pinsedagen og kraften fra det høje blev givet dem, og de troendes
sjæle bævede ved at mærke deres himmelfarne Herres nærværelse — ville de da, skønt deres
vej ligesom hans førte dem gennem ofre og martyrium, have byttet forkyndelsen af hans nådes
evangelium og „herlighedens uvisnelige sejrskrans,“ som de skulle få ved hans komme, med
en jordisk trones herlighed — sådan som det havde været deres håb på et tidligere tidspunkt?
„Han, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder eller
forstår,“ havde foruden fællesskabet med ham i hans lidelser givet dem del i sin glæde —
glæden ved at „føre mange sønner til herlighed,“ en usigelig glæde, en „evig vægt at
herlighed,“ med hvilken „vore lette trængsler her i tiden“ ikke kan sammenlignes. {MBF
280.3}
Den erfaring, disciplene fik, da de prædikede evangeliet om Riget ved Kristi første komme,
havde sit modstykke i erfaringen hos dem, som forkyndte budskabet om hans andet komme.
Ligesom disciplene gik de ud og prædikede: „Tiden er kommet, og Guds rige er kommet
nær,“ sådan forkyndte Miller og hans medarbejdere, at den længste og sidste profetiske
tidsperiode, som Bibelen omtaler, var ved at udløbe, at dommen var nær forestående, og at
det evige rige skulle begynde. Med hensyn til tidspunktet var disciplenes prædiken baseret på
de 70 uger i Daniel 9. Millers budskab forkyndte ud fra Daniel 8,14 afslutningen på de 2.300
214