Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
I Det Nye Testamente rettes en lignende udtalelse til dem, der kalder sig kristne, men
foretrækker verdens venskab for Guds. Apostlen Jakob siger: „I utro, ved I ikke, at venskab
med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af
Gud.“10 {MBF 306.4}
Den kvinde (Babylon), der omtales i Åb 17, beskrives således: „Kvinden var klædt i purpur
og skarlagen og pyntet med guld og ædelsten og perler; i hånden holdt hun et guldbæger fyldt
med afskyeligheder og hendes utugts urenheder. På panden var der skrevet et navn, en
hemmelighed: ‘Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens afskyeligheder.’“ Profeten
siger: „Og jeg så, at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod.“ Det siges
videre, at Babylon er „den store by, som har herredømme over jordens konger.“11Den magt,
som i mange hundrede år bevarede sit despotiske herredømme over de kristne monarker, er
romerkirken. Purpur og skarlagen, guld, ædelstene og perler er et udtryk for den rigdom og
mere end kongelige pragt, som de høje gejstlige i Rom omgav sig med. Og ingen anden magt
kunne med samme sandhed kaldes „beruset af de helliges blod“ som den kirke, der så grusomt
havde forfulgt Kristi tilhængere. Babylon beskyldes også for at have et utilbørligt forhold til
„jordens konger“. Den jødiske kirke blev en skøge, fordi den forlod Herren og sluttede
forbund med hedningerne. På lignende måde nedværdigede romerkirken sig ved at søge de
verdslige magters støtte; og den blev fordømt på samme måde. {MBF 306.5}
Babylon beskyldes for at være „moder til skøgerne.“ Hendes døtre må være de kirker, som
holder fast ved hendes læresætninger og traditioner og følger hendes eksempel ved at ofre
sandheden og Guds billigelse for at slutte en ulovlig pagt med verden. Budskabet i Åb 14, der
forkynder Babylons fald, må være møntet på de trossamfund, der engang var rene, men er
blevet fordærvede. Da budskabet følger efter advarslen om dommen, må det forkyndes i de
sidste dage. Derfor kan det ikke udelukkende gælde romerkirken, for den har været falden i
mange århundreder. I Åb 18 opfordres Guds folk yderligere til at drage ud af Babylon. I
henhold til dette skriftsted må mange af Guds børn stadig være i Babylon. Og i hvilke
trossamfund findes flertallet af Kristi tilhængere i dag? Utvivlsomt i de forskellige kirker, der
bekender sig til den protestantiske tro. Da disse kirker blev grundlagt, stod de på Guds og
sandhedens side, og Gud velsignede dem. Selv den vantro verden blev tvunget til at anerkende
de gode resultater af at anerkende evangeliets principper. Dette udtrykker profeten således til
Israel: „Blandt folkene fik du ry for din skønhed, som var fuldendt ved al den pragt, jeg havde
iført dig, siger Herren.“ Men de faldt på grund af den attrå, som også har været Israels
forbandelse og ruin — ønsket om at efterligne de gudløse og vinde verdens venskab. „Men i
tillid til din skønhed og dit ry gav du dig til at hore.“12 {MBF 307.1}
Mange af de protestantiske trossamfund følger romerkirkens eksempel og har et
usømmeligt forhold til „jordens konger“ — statskirkerne ved deres usømmelige forhold til
regeringerne — andre trossamfund ved at søge verdens gunst. Navnet „Babylon“ — forvirring
— kan med rette hæftes på disse samfund, der alle hævder, at de har fået deres læresætninger
234