Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
komme sig. Rygtet gik, at han allerede var død. I prøvelsens stund satte han sin lid til Golgatas
kors og stolede på den mægtige Forsoner. Da han vendte tilbage fra dødens port, begyndte
han at forkynde evangeliet med endnu større kraft end før, og hans ord vakte genklang. Folk
tog imod deres elskede præst med stor glæde; han var så at sige vendt tilbage til dem fra
gravens rand. De havde selv plejet de syge og døende og forstod som aldrig før evangeliets
betydning og værdi. {MBF 143.2}
Zwingli var kommet til en dybere forståelse af evangeliets sandheder og havde personlig
erfaret dets fornyende kraft. Syndefaldet og Guds plan for menneskets frelse var de emner,
han dvælede ved. Han sagde: „I Adam er vi alle døde og nedsunket i fordærv og fordømmelse,
men Kristus har skaffet os en evig frelse.“13„Kristus … har købt os en evig genløsning. Hans
lidelse er et evigt offer, som for altid er i stand til at helbrede; de tilfredsstiller for altid det
guddommelige krav om retfærdighed til bedste for dem, som stoler fast og urokkeligt på det.“
Han understregede samtidig, at Guds nåde absolut ikke tillader mennesker at fortsætte med at
synde. „Gud er, hvor der er tro på Gud; og hvor Gud er, er der en magt, som tilskynder
mennesker til at gøre gode gerninger.“1414 {MBF 143.3}
Interessen for Zwinglis forkyndelse var så stor, at domkirken var stuvende fuld, når han
prædikede. Efterhånden som hans tilhørere blev i stand til at følge ham, åbenbarede han mere
og mere af sandheden for dem. I begyndelsen undgik han omhyggeligt at berøre emner, som
kunne forskrække dem og skabe fordomme. Hans opgave var at vinde deres hjerte for Kristi
lære, at blødgøre det ved hans kærlighed og få dem til at betragte Kristi eksempel. Når de
først forstod evangeliets principper, ville de utvivlsomt give slip på deres overtro. {MBF
144.1}
Skridt for skridt gik reformationen fremad i Schweiz. Dens modstandere blev forfærdede
og kæmpede imod den. Et år før havde munken fra Wittenberg sagt nej til paven og kejseren
i Worms, og nu tydede alt på, at der også i Zürich ville blive sagt nej til de pavelige krav. Der
blev rettet mange angreb mod Zwingli. I de katolske kantoner skete det, at evangeliets disciple
blev brændt på bålet, men det var ikke nok for Zwinglis fjender; han måtte selv bringes til
tavshed. Derfor sendte biskoppen af Konstanz tre deputerede til myndighederne i Zürich. De
beskyldte Zwingli for at tilskynde folk til at overtræde kirkens love og bringe ro og orden i
fare. De hævdede, at hvis kirkens autoritet blev tilsidesat, ville resultatet blive almindeligt
anarki. Zwingli svarede, at han i fire år havde forkyndt evangeliet i Zürich, „som var mere
fredelig end nogen anden by i forbundet.“ „Er kristendommen så ikke det bedste værn for den
offentlige sikkerhed?“ tilføjede han.1515 {MBF 144.2}
Udsendingene formanede rådsforsamlingens medlemmer til at forblive i kirken, „uden for
hvilken der ikke fandtes frelse.“ Zwingli svarede: „Lad ikke denne påstand gøre indtryk på
jer. Kirkens grundlag er den samme klippe, den samme Kristus, som gav Peter hans navn,
fordi han trofast bekendte sig til ham. I hvert folk er enhver, som af hele sit hjerte tror på vor
106