Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Da revolutionen brød ud, gik kongen med til, at folket blev repræsenteret i et antal, der
overgik adelens og gejstlighedens repræsentanter tilsammen. Magten lå nu i folkets hænder,
men det var ikke modent til at bruge den klogt og mådeholdent. I deres iver for at hævne den
uret, de havde lidt, besluttede de at omskabe samfundet. Opfyldt af bitre minder om gammel
uret besluttede et rasende folk at gøre en ende på den elendighed, som var blevet uudholdelig,
og hævne sig på dem, som det mente var skyld i dets lidelser. De undertrykte fulgte
tyrannernes eksempel og undertrykte deres tidligere undertrykkere. {MBF 227.3}
I blod høstede det ulykkelige Frankrig den sæd, det havde sået. Resultaterne af dets
lydighed mod romerkirken var forfærdelige. Der, hvor Frankrig under katolicismens
indflydelse ved reformationens begyndelse havde tændt det første martyrbål, opstillede
revolutionen den første guillotine. Netop på det sted, hvor den protestantiske tros første
martyrer var blevet brændt i det sekstende århundrede, blev de første ofre guillotineret i det
attende. Ved at vrage evangeliet, der ville have reddet landet, havde Frankrig åbnet døren for
vantro og undergang. Da mennesker ikke ville adlyde Guds lov, viste det sig, at deres egne
love var ude af stand til at holde de menneskelige lidenskaber i tømme,
og landet fyldtes med oprør og lovløshed. Krigen mod Bibelen indvarslede en æra, som i
verdenshistorien kaldes „rædselsherredømmet“. Fred og lykke blev forjaget fra hjemmene og
fra menneskers hjerter. Ingen følte sig sikker. Den mand, som triumferede i dag, blev i morgen
mistænkt og dømt. Vold og begær herskede uindskrænket. {MBF 227.4}
Konge, gejstlighed og adel var tvunget til at underkaste sig et ophidset og forbitret folks
grusomhed. Kongens henrettelse forøgede kun deres hævntørst; og de, der havde dømt ham
til døden, fulgte ham snart på skafottet. Det blev besluttet at foretage en almindelig
nedslagtning af alle, som var mistænkt for at nære fjendtlige følelser mod revolutionen. På et
tidspunkt sad over 200.000 i de overfyldte fængsler. I alle byer udspilledes rædselsscener; ét
parti revolutionære var modstandere af et andet parti, og Frankrig blev en slagmark for
stridende folkemasser, der var helt i deres lidenskabers vold. {MBF 228.1}
„I Paris fulgte den ene tumult efter den anden, og borgerne var opdelt i et utal af kliker,
som tilsyneladende kun var opsat på at udrydde hinanden.“ For at gøre elendigheden endnu
større blev landet trukket ind i en langvarig ødelæggende krig med Europas største magter.
„Landet var på fallittens rand. Soldaterne fik ikke deres sold og gjorde højlydt indsigelse.
Pariserne sultede, provinserne blev plyndret af røvere, og civilisationen gik næsten under i
lovløshed og laster.“ {MBF 228.2}
Folket havde kun alt for godt lært den lektion i grusomhed, som romerkirken så flittigt
havde givet undervisning i. Gengældelsens time var endelig kommet. Nu var det ikke de
kristne, som blev fængslet og brændt; de var forlængst omkommet eller drevet i
landflygtighed. Den skånselsløse romerkirke fik nu at mærke, at den dødbringende magt
tilhørte dem, den selv havde lært at fryde sig over blodsudgydelse. Det eksempel på
170