Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Ét afsnit af hans tjeneste var ophørt for at blive afløst af et andet. Der var stadig en „åben dør“
til den himmelske helligdom, hvor Kristus gjorde tjeneste på synderes vegne. {MBF 346.1}
Nu forstod man meningen med de ord, som Kristus i Åbenbaringens Bog henvendte til
menigheden netop på dette tidspunkt: „Dette siger den hellige, den sanddru, han som har
Davidsnøglen, og som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op: Jeg kender
dine gerninger. Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i.“17 {MBF 346.2}
Det er dem, som i tro følger Jesus i hans store forsoningsværk, som høster gavn af hans
formidlingstjeneste, mens de, der forkaster det lys, der åbenbarer denne tjeneste, ikke får gavn
af den. De jøder, der forkastede det lys, der blev givet ved Kristi første komme, og nægtede
at tro på ham som verdens Frelser, kunne ikke opnå tilgivelse ved ham. Da Jesus efter sin
himmelfart gik ind i den himmelske helligdom med sit eget blod for at lade velsignelserne fra
sin formidlingstjeneste tilflyde disciplene, blev jøderne ladt tilbage i totalt mørke og fortsatte
med at bringe deres nytteløse ofre. Symbolernes skyggetjeneste var ophørt. Den dør, gennem
hvilken mennesker tidligere havde kunnet gå ind til Gud, var ikke længere åben. Jøderne
havde nægtet at søge ham på den eneste måde, han kunne findes — nemlig gennem tjenesten
i den himmelske helligdom. Derfor kunne de ikke komme i forbindelse med Gud. Døren var
lukket for dem. De kendte ikke noget til Kristus som det sande offer og den eneste
mellemmand, og derfor kunne de ikke høste gavn af hans formidlingstjeneste. {MBF 346.3}
Den stilling, de vantro jøder befandt sig i, giver et godt billede af tilstanden hos de
ligegyldige og vantro bekendende kristne, der med vilje var uvidende om vor barmhjertige
Ypperstepræsts gerning. Når ypperstepræsten i den symbolske tjeneste gik ind i det
Allerhelligste, skulle hele Israel samles foran helligdommen og ydmyge sig for Herren. Dette
var forudsætningen for, at de kunne få tilgivelse for deres synder og undgå at blive udelukket
af menigheden. Hvor meget vigtigere er det ikke, at vi på den virkelige forsoningsdag forstår
den gerning, vor Ypperstepræst udfører og kender de pligter, der kræves af os! {MBF 347.1}
Mennesker kan ikke ustraffet forkaste de advarsler, Gud i sin nåde sender dem. På Noas
tid fik verden et budskab fra himlen, og menneskers frelse afhang af, hvordan de behandlede
dette budskab. Da de forkastede advarslen, trak Gud sin ånd tilbage fra den syndige slægt, og
de omkom i syndflodens vande. På Abrahams tid ophørte nåden med at appellere til de
ugudelige indbyggere i Sodoma — og bortset fra Lot, hans hustru og to døtre blev de alle
tilintetgjort af den ild, der faldt ned fra himlen. Det gik på samme måde på Jesu tid. Guds søn
sagde til de vantro jøder: „Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt.“18Med henblik
på de sidste dage siger den samme almægtige Gud om de mennesker, der „ikke har taget imod
kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst“: „Derfor sender Gud vildfarelsens magt
over dem, så de tror på løgnen, for at alle, der ikke er kommet til tro på sandheden, men fandt
behag i uretfærdigheden, skal blive dømt.“19Når mennesker forkaster Guds ords
266