Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
genoprette sit tabte herredømme. Det eneste håb om en reformering i dag er den samme aldrig
svigtende troskab over for Guds ord, som viste sig i dette for reformationen så afgørende
øjeblik. {MBF 165.2}
Det var en farlig situation for protestanterne — men Guds hånd var udstrakt for at beskytte
dem. Det var omkring dette tidspunkt, at „Melanchton hastigt førte sin ven, Simon Grünæus,
gennem Speyers gader til Rhinen. Dette hastværk forbavsede Grünæus. Melanchton sagde:
‘En gammel mand, jeg ikke kendte, men som så meget alvorlig og højtidelig ud, kom hen til
mig og sagde: Om et øjeblik vil Ferdinand sende retsbetjente hen for at arrestere Grünæus!’
“ {MBF 165.3}
Samme dag var Grünæus blevet forarget over en prædiken af Faber, en ledende katolsk
universitetsdoktor. Da denne var færdig med at tale, bebrejdede han ham, at han forsvarede
„visse afskyelige vildfarelser.“ Faber skjulte sin vrede, men gik straks derefter til kongen,
hvor han opnåede en fængslingskendelse på den besværlige lærer fra Heidelberg. Melanchton
var ikke i tvivl om, at Gud havde frelst ham ved at sende en engel for at advare ham. „Han
ventede ubevægelig ved Rhinens bred, til floden havde skilt hans ven fra hans forfølgere.
‘Endelig,’; udbrød Melanchton, da han så ham på den modsatte bred, ‘endelig er han revet ud
af gabet på dem, der tørster efter uskyldigt blod.’; Da Melanchton kom hjem, fik han at vide,
at betjente, som var kommet efter Grünæus, havde undersøgt huset fra kælder til
kvist.“17Reformationen skulle blive endnu mere iøjnefaldende fremstillet for denne verdens
mægtige. Kong Ferdinand havde afslået at høre på de reformerte fyrster, men der blev tilstået
dem en lejlighed til at fremstille deres sag for kejseren og de højeste embedsmænd inden for
stat og kirke. For at skabe ro om den strid, som forstyrrede rigets fred, sammenkaldte Karl V
ret snart efter protesten i Speyer en rigsdag i Augsburg, hvor han personlig ville præsidere.
De protestantiske ledere blev indkaldt. {MBF 165.4}
Store farer truede reformationen, men dens forkæmpere satte deres lid til Gud og
forpligtede sig til at holde fast ved evangeliet. Kurfyrsten af Sachsen blev rådet til ikke at vise
sig ved rigsdagen. Man sagde, at kejseren forlangte fyrsternes tilstedeværelse for at lokke dem
i en fælde. Ville det ikke være at sætte alt på spil at lukke sig inde sammen med en mægtig
fjende bag en bys mure? Men andre erklærede dristigt: „Lad kun fyrsterne optræde modigt,
så er Guds sag reddet!“ „Gud er trofast! Han vil ikke svigte os,“18sagde Luther. Kurfyrsten
drog med sit følge til Augsburg. Enhver var klar over de farer, som truede ham, og mange
rejste med tungt hjerte. Luther, som ledsagede dem til Coburg, satte nyt liv i deres svigtende
tro ved at synge den salme, han skrev på denne rejse: „Vor Gud han er så fast en borg.“ Mange
bange anelser blev fordrevet af dens inspirerende strofer. {MBF 166.1}
De reformerte fyrster havde besluttet i systematisk form at fremsætte en redegørelse for
deres synspunkter og sammen med vidnesbyrd fra Skriften fremlægge den for rigsdagen. Det
forberedende arbejde var betroet Luther, Melanchton og deres medarbejdere. Protestanterne
122