Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Det varede ikke længe, før paven sendte sine tordenkiler imod ham. Der blev sendt tre
buller til England — én til universitetet, én til kongen og én til de gejstlige — og i dem alle
tre blev det fordret, at der øjeblikkelig skulle træffes foranstaltninger til at bringe den
kætterske lærer til tavshed (se noter).4 {MBF 70.2}
Før bullerne kom, havde biskopperne i deres iver stævnet Wicliff for deres domstol, men
to af rigets mægtigste fyrster ledsagede ham til retssalen, og da folket slog kreds om
bygningen og styrtede ind i den, blev dommerne bange; retssagen blev udsat, og Wicliff fik
lov til at gå i fred. Kort efter døde Edward III, som på sine gamle dage af de gejstlige var
blevet tilskyndet til at bekæmpe reformatoren. Og Wicliffs tidligere beskytter blev nu
Englands konge. {MBF 70.3}
De pavelige buller pålagde på det bestemteste hele England at arrestere og fængsle
kætteren. Disse ordrer pegede direkte mod bålet. Det så ud til, at Wicliff skulle blive offer for
Roms hævn, men han, der engang i en fjern fortid sagde til et menneske: „Frygt ikke …, jeg
er dit skjold!“5rakte atter sin hånd ud og beskyttede sin tjener. Det blev ikke reformatoren,
men den pave, der havde dødsdømt ham, der døde. Da Gregor XI afgik ved døden, rejste de
gejstlige, der var trådt sammen for at dømme Wicliff, hjem igen. {MBF 70.4}
Guds forsyn ledede stadig begivenhedernes gang, så der blev skabt mulighed for
reformationens fortsættelse. Efter Gregors død blev der valgt to rivaliserende paver, som
begge hævdede at være ufejlbarlige og krævede lydighed (se noter). Begge opfordrede deres
tilhængere til at bekrige modparten, og begge understregede deres krav med frygtelige
forbandelser over deres modstandere og løfter om belønninger i himlen til deres
forbundsfæller. Dette bidrog stærkt til at svække pavemagten. De rivaliserende parter havde
fuldt op at gøre med at angribe hinanden, og Wicliff fik fred indtil videre. Paverne slyngede
bandlysninger og gensidige beskyldninger mod hinanden, og der blev udgydt strømme af blod
for at støtte deres modstridende krav. Kirken blev oversvømmet af forbrydelser og skandaler.
Mens alt dette stod på, levede reformatoren stille og roligt i sit sogn i Lutterworth og
udfoldede de flittigste bestræbelser for at vise mennesker bort fra de stridende paver hen til
Jesus, fredens fyrste. {MBF 70.5}
Splittelsen med al den ufred og korruption, den medførte, banede vejen for reformationen,
da folket nu fik lejlighed til at se, hvad pavedømmet i virkeligheden stod for. I en traktat —
„Pavernes splittelse“ — som Wicliff udgav, bad han folket overveje, om disse to paver talte
sandt, når de fordømte hinanden som Antikrist. „Gud,“ sagde han, „kunne ikke længere tillade
Satan at herske gennem en enkelt af den slags præster, og derfor … satte han to ind i stedet,
så mennesker i Kristi navn kunne få nemmere ved at overvinde dem begge.“6 {MBF 71.1}
Som sin Mester prædikede Wicliff evangeliet for de fattige. Det var ham ikke nok, at lyset
blev spredt i de beskedne hjem i hans eget sogn i Lutterworth. Han besluttede, at det skulle
nå ud over hele England. For at nå dette mål organiserede han en gruppe prædikanter af
48