Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
overgive deres sjæl til Kristus. Baxters „Reformed Pastor“ har været en velsignelse for mange,
som ønsker at genoplive Guds værk, og hans „De helliges evige hvile“ har ført sjæle til den
sabbatshvile, som venter Guds børn. {MBF 205.2}
Hundrede år senere, i en tid med stort åndeligt mørke, trådte Whitefield og brødrene
Wesley frem som lysbærere for Gud. Under statskirkens styre var et engelske folk sunket ned
i en tilstand af religiøst forfald, som næppe var til at skelne fra hedenskab. Gejstligheden
studerede ivrigt naturfilosofi, som rummede det meste af deres teologi. De højere klasser
gjorde nar af fromhed og pralede af at være hævet over, hvad de kaldte fanatisme. De lavere
klasser var groft uvidende og et bytte for laster, mens kirken ikke mere havde hverken mod
eller tro til at støtte sandhedens sag, som var sunket så dybt. {MBF 205.3}
Den vigtige læresætning om retfærdiggørelse ved tro, som Luther havde fremsat så klart,
var næsten tabt af syne. Og det katolske princip, at stole på at gode gerninger kan frelse, havde
indtaget dens plads. Whitefield og brødrene Wesley, der var medlemmer af statskirken, søgte
oprigtigt at vinde Guds velbehag, og man havde lært dem, at dette kunne opnås ved at leve et
retskaffent liv og ved at overholde religiøse ceremonier. {MBF 205.4}
Da Charles Wesley engang var syg og mente, at døden nærmede sig, blev han spurgt, hvad
han byggede sit håb om evigt liv på. Han svarede: „Jeg har af bedste evne søgt at tjene Gud.“
Da vennen, som havde stillet spørgsmålet, ikke syntes at være helt tilfreds med svaret, tænkte
Wesley: „Jamen, er mine bestræbelser ikke et tilstrækkeligt grundlag for mit håb? Vil han
tage min stræben fra mig? Jeg har jo intet andet at stole på!“9Så tæt et mørke havde lejret sig
over kirken, skjult forsoningen og vendt mennesker bort fra deres eneste håb om frelse — den
korsfæstede frelsers blod. {MBF 205.5}
Det blev klart for Wesley og hans venner, at sand fromhed bor i hjertet, og at Guds lov
gælder både tanker, ord og gerninger. Overbeviste om, at hjertets renhed var mere nødvendig
end at forbedre sig i det ydre, tog de med dyb alvor fat på at leve et nyt liv. Ved flittige
bestræbelser og megen bøn prøvede de at kue det naturlige hjertes ondskab. De levede et liv
i selvfornægtelse, barmhjertighed og ydmyghed og overholdt strengt alt, hvad de mente kunne
hjælpe dem til at opnå det, de mest af alt ønskede — den fromhed, som skulle sikre dem Guds
velbehag. Men de opnåede ikke det, de søgte. Forgæves prøvede de at frigøre sig fra syndens
forbandelse eller bryde dens magt. Det var den samme kamp, Luther havde oplevet i sin celle
i Erfurt. Det var det samme spørgsmål, som plagede hans sjæl: „Hvordan kan et menneske
være retfærdigt over for Gud?“10 {MBF 206.1}
Den guddommelige sandheds ild, som næsten var blevet slukket på protestantismens altre,
skulle atter tændes ved den gamle fakkel, som ved de bøhmiske kristnes hjælp var gået fra
hånd til hånd ned gennem tiderne. Efter reformationen var protestantismen i Bøhmen blevet
trampet ned af de romerske horder. Alle, der nægtede at afsværge sandheden, måtte flygte.
152