Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
patriarken kæmpede med Gud, søgte Satan at overvælde ham med skyldfølelse for at få ham
til at miste modet og slippe sit tag i Gud. Jakob blev næsten drevet til fortvivlelse, men han
vidste, at uden himlens hjælp var han fortabt. Han havde inderligt angret sin store synd, og
han påkaldte Guds barmhjertighed. Han ville ikke opgive sit forsæt, men holdt fast i englen
og fortsatte fortvivlet og forpint sine indtrængende bønner, indtil han fik sin vilje. {MBF
499.1}
Ligesom Satan lokkede Esau til at gå imod Jakob, vil han i trængselstiden ophidse de onde
til at tilintetgøre Guds folk. Og som han anklagede Jakob, vil han anklage Guds folk. Han
regner hele menneskeheden som sine undersåtter, men den lille flok, der holder Guds bud,
sætter sig op imod hans autoritet. Hvis han kunne udslette dem fra jordens overflade, ville
hans sejr være fuldkommen. Han ser, at hellige engle står vagt om dem, og deraf slutter han,
at deres synder er blevet tilgivet; men han ved ikke, at deres sag er blevet afgjort i den
himmelske helligdom. Han ved ganske nøje, hvilke synder han har fristet dem til at begå, og
han præsenterer dem for Gud på en fuldstændigt overdrevet måde, idet han hævder, at disse
mennesker fortjener at udelukkes fram Guds nåde i lige så høj grad som han selv. Han
erklærer, at Gud er uretfærdig, hvis han tilgiver deres synder og samtidig udrydder ham og
hans engle. Han hævder, at de er hans bytte, og kræver at de skal overlades ham til
tilintetgørelse. {MBF 499.2}
Da Satan anklager Guds folk for deres synder, tillader Gud ham at prøve dem til det yderste.
Deres tillid til Gud, deres tro og standhaftighed vil blive sat alvorligt på prøve. Når de ser
tilbage på deres fortid daler deres håb, for de ser så lidt godt i hele deres liv. De er sig
fuldstændigt bevidst om deres egen svaghed og uværdighed. Satan prøver at skræmme dem
med tanken om, at deres sag er håbløs, og at de aldrig vil blive renset fra deres synder. På den
måde håber han at nedbryde deres tro, så de giver efter for hans fristelser og opgiver deres
troskab mod Gud. {MBF 499.3}
Skønt Guds folk vil blive omringet af fjender, der er opsat på at tilintetgøre dem, er den
angst, de føler, ikke angst for at blive forfulgt for sandhedens skyld. De frygter, at de ikke har
angret alle deres synder, og at de på grund af deres ufuldkommenhed ikke vil opleve
opfyldelsen af Frelserens løfte: „Fordi du har bevaret mit ord om udholdenhed, vil jeg også
bevare dig i prøvelsens time, som skal komme over hele jorderig.“7Kunne de blot få vished
om tilgivelse, ville de ikke vige tilbage for tortur eller død; men hvis de var uværdige og
mistede livet på grund af deres egne karakterfejl, ville Guds hellige navn blive vanæret. {MBF
499.4}
Overalt hører de om forræderiske planer og ser virkningerne af oprøret, og de de bliver
grebet af et stærkt og inderligt ønske om, at dette store frafald snart må blive stoppet, og at de
gudløses ondskab bringes til afslutning. Men i og med at de indtrængende beder Gud om at
standse oprøret, er det med en tydelig følelse af selvbebrejdelse, fordi de ikke selv ikke har
381