Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Følelserne hos dem, der stadig troede, at Gud havde ledet dem i deres erfaring, er udtrykt
i William Millers ord: „Hvis jeg skulle leve mit liv om og stadig havde de samme beviser,
som jeg havde dengang, måtte jeg for at være ærlig over for Gud og mennesker gøre, hvad
jeg har gjort.“ „Jeg håber, at jeg har tvættet mine klæder for andres blod. Jeg føler, at jeg så
godt, det var mig muligt, har friet mig for skyld i deres fordømmelse. Skønt jeg er blevet
skuffet to gange, er jeg hverken modløs eller fortvivlet. Mit håb om Kristi genkomst er stadig
lige levende. Jeg har kun gjort, hvad jeg efter års alvorlig overvejelse anså for min hellige
pligt. Hvis jeg har fejlet, er det sket på grund af kærlighed til mine medmennesker og en
overbevisning om mit ansvar over for Gud.“ {MBF 326.1}
„Én ting ved jeg: jeg har kun forkyndt, hvad jeg selv troede på, og Gud har været med mig.
Hans kraft har ledsaget værket, og det har udrettet meget godt. Menneskeligt set har
forkyndelsen af genkomsten fået tusinder til at studere Den hellige Skrift, så de ved tro og
Kristi blod er blevet forsonet med Gud.“19„Jeg har aldrig søgt de stoltes velvilje eller tabt
modet over verdens vrede. Heller ikke nu vil jeg søge deres gunst eller forlade pligtens vej
for at udfordre deres had. Jeg vil aldrig bede dem skåne mit liv og håber, at jeg ikke skal vige
tilbage for at miste det, hvis det er Guds vilje.“20 {MBF 326.2}
Gud svigtede ikke sit folk. Hans ånd hvilede stadig over dem, der ikke overilet fornægtede
det lys, de havde fået, og forlod adventbevægelsen. I Hebræerbrevet findes opmuntrende og
advarende ord til dem, der blev prøvet i denne krise: „Kast altså ikke jeres frimodighed bort,
den bærer en stor løn i sig. For I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det,
han har lovet. For nu varer det kun en ganske kort tid, så kommer han, som skal komme, og
han udebliver ikke; og mine retfærdige skal leve af tro, men viger han tilbage fra det, har min
sjæl ikke behag i ham. Men vi hører ikke til dem, der viger tilbage, så vi fortabes, men til
dem, der tror, så vore sjæle frelses.“21 {MBF 326.3}
At denne formaning er rettet til menigheden i de sidste dage, fremgår af de ord, der taler
om genkomstens nærhed: „Nu varer det kun en ganske kort tid, så kommer han, som skal
komme, og han udebliver ikke.“ Det er tydeligt underforstået, at der skal være en
tilsyneladende forsinkelse af Herrens genkomst. Den formaning, der gives her, tager specielt
sigte på adventisterne i denne tid. De mennesker, der her tales til, stod i fare for at lide
skibbrud på troen. De havde adlydt Gud og fulgt hans ånd og hans ord, men de kunne ikke
forstå Guds hensigt med den erfaring, de havde gennemgået, eller skelne den vej, der lå foran
dem — og de var fristet til at tvivle på, at det virkelig var Gud, der havde ledet dem. Her
passede ordene: „Mine retfærdige skal leve af tro.“ Da midnatsråbets klare lys havde skinnet
på deres vej og de havde set profetierne blive åbnet og den hurtige opfyldelse af de tegn, der
viste, at Kristi komme var nær, havde de set alt så klart. Nu var de nedslåede af skuffede
forhåbninger og kunne kun holde sig oppe ved troen på Gud og hans Ord. Verden sagde
spottende: „I er blevet bedraget. Opgiv jeres tro og indrøm, at adventbevægelsen var Satans
værk.“ Men Guds ord sagde: „Viger han tilbage, har min sjæl ikke behag i ham.“ Hvis de nu
251