Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Kapitel 16—Frihedens land
De engelske reformatorer fornægtede romerkirkens læresætninger, men holdt fast ved
mange af dens formaliteter. Skønt man fornægtede katolicismens autoritet og trosbekendelse,
blev en ikke ubetydelig del af dens skikke og ceremonier bevaret i den engelske statskirkes
gudstjeneste. Man hævdede, at disse skikke og ceremonier ikke var et
samvittighedsspørgsmål, og at de ikke i sig selv var noget ondt. Ganske vist var de ikke påbudt
i Bibelen; derfor var de ikke af væsentlig betydning — men de var på den anden side heller
ikke forbudt. Overholdelsen af disse skikke formindskede det svælg, der skilte de reformerte
kirker fra romerkirken, og man hævdede, at dette kunne bidrage til, at katolikkerne
efterhånden gik over til protestantismen. {MBF 233.1}
For de konservative og for dem, der var villige til at gøre indrømmelser, var disse
argumenter afgørende. Men der var andre, som havde en anden opfattelse. Den kendsgerning,
at disse skikke „måske kunne slå bro over svælget mellem romerkirken og
reformationen,“1var efter deres mening tilstrækkelig grund til at afskaffe dem. De anså dem
for symboler på det slaveri, de var blevet udfriet fra og ikke ønskede genindført. De hævdede,
at Gud i Bibelen har givet regler for gudstjenestens form, og at mennesker ikke har lov til at
ændre disse regler. Det store frafald begyndte netop med, at man havde forsøgt at supplere
Guds autoritet med kirkens. Romerkirken begyndte med at påbyde det, som Gud ikke havde
forbudt, og endte med at forbyde det, som Gud udtrykkelig havde påbudt. {MBF 233.2}
Mange ønskede oprigtigt at vende tilbage til den renhed og enkelhed, der havde præget den
første kristne kirke. De betragtede mange af den engelske statskirkes skikke som en form for
afgudsdyrkelse og kunne ikke med god samvittighed følge dem. Men kirken, som fik de civile
myndigheders støtte, ville ikke tillade nogen afvigelse fra formaliteterne. Loven krævede, at
man skulle overvære gudstjenesten, og det var forbudt at holde private gudstjenester.
Overtrædelse af forbudet blev straffet med fængsel, landsforvisning eller henrettelse. {MBF
234.1}
I begyndelsen af det 17. århundrede erklærede kongen, der lige havde besteget Englands
trone, at han havde besluttet „at gøre puritanerne lydige eller forjage dem fra landet — eller
noget endnu værre.“2Jagede, forfulgte og fængslede kunne de ikke se noget håb om en bedre
fremtid, og mange kom til den overbevisning, „at for mennesker, der ønskede at tjene Gud,
som deres samvittighed bød dem, var England for bestandig ophørt at være et beboeligt
sted.“3Nogle besluttede at søge ly i Holland. De mødte vanskeligheder, mistede deres penge
og blev fængslet. Mange af dem blev forrådt til deres fjender. Men stædig udholdenhed
sejrede omsider, og de fandt ly på den hollandske republiks venlige kyster. {MBF 234.2}
De havde forladt deres huse, deres ejendele og deres levebrød. De var fremmede i et land,
hvor folket talte et andet sprog og havde andre skikke. De var nødt til at påtage sig ting, de
aldrig før havde prøvet, for at tjene til livets ophold. Midaldrende mænd, som hele deres liv
175