Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Til trods for disse inspirerede formaninger findes der mange bekendende kristne, der
svækker deres kræfter ved at stræbe efter penge eller følge moden. Mange nedværdiger det
legeme, der blev skabt i Guds billede ved at frådse, drikke og deltage i forbudte fornøjelser.
Og i stedet for at bebrejde dem opmuntrer kirken dem ofte til at fortsætte ved at appellere til
deres appetit, deres begærlighed eller forlystelsessyge for derved at fylde sit skatkammer, som
den alt for ringe kærlighed til Kristus ikke magter at holde fyldt. Hvis Jesus kom ind i vore
kirker og så de fester og vanhellige ting, som finder sted dér i religionens navn, ville han da
ikke uddrive de mennesker, der vanhelliger helligdommen, ligesom han uddrev vekselererne
af templet? {MBF 381.1}
Apostlen Jakob siger, at „visdommen fra oven er først og fremmest ren.“ Hvis han havde
mødt dem, der tager Jesu dyrebare navn på læber, der er forurenet af tobak, og hvis ånd og
legeme er gennemtrængt af dens hæslige lugt, og som forurener den friske luft og derved
tvinger deres medmennesker til at indånde giften — hvis han var kommet i berøring med en
vane, der i den grad strider mod evangeliets renhed — ville han så ikke have fordømt den som
„jordisk, sjælelig og djævelsk“? Slaver af tobak, der erklærer, at de er fuldkommen
helliggjorte, taler om deres himmelske håb, men Guds ord siger klart, at „intet vanhelligt
kommer derind.“42 {MBF 381.2}
„Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra
Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud i jeres legeme!“43Det
menneske, hvis legeme er Helligåndens tempel, vil ikke gøre sig til slave af en skadelig vane.
Hans evner og kræfter tilhører Jesus, som har købt ham med sit blod. Alt, hvad han ejer,
tilhører Herren. Hvordan kan han være skyldfri, hvis han bortødsler den kapital, som er ham
betroet? Mennesker, der bekender sig til at være kristne, bruger hvert år enorme summer på
unyttige og skadelige nydelsesmidler, mens sjæle hungrer efter livets ord. De berøver Gud
tiende og gaver og bruger mere på en ødelæggende lysts alter, end på at hjælpe de fattige og
støtte evangeliets forkyndelse. Hvis alle, der kalder sig Kristi efterfølgere, var virkelig
helliggjorte, ville de ikke bruge deres penge til unyttige og endog skadelige nydelsesmidler,
men bringe dem til Herrens skatkammer. Da ville de kristne være eksempler på afholdenhed,
selvfornægtelse og offervilje — de ville være verdens lys. {MBF 381.3}
Verden er nydelsessyg. „Kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods“ har taget
magten over de fleste. Men Kristi efterfølgere har et højere kald. „Drag bort fra dem og skil
jer ud, siger herren, og rør ikke noget urent.“ I lyset af Guds ord er det rigtigt at sige, at en
helliggørelse, som ikke bevirker, at der gives fuldstændig afkald på denne verdens syndige
gerninger og nydelser, ikke kan være sand helliggørelse. {MBF 382.1}
De, der følger befalingen om at drage bort, skille sig ud og ikke røre noget urent, har fået
dette løfte af Gud: „Så vil jeg tage imod jer, og jeg vil være jeres fader, og I skal være mine
sønner og døtre, siger Herren den Almægtige.“44 {MBF 382.2}
293