Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
havde de givet genlyd over hele kristenheden. Mange fromme katolikker, som havde sørget
dybt over det forfærdelige, som foregik i kirken, men ikke havde vidst, hvordan man skulle
standse det, læste Luthers teser med stor glæde. De hørte Guds røst i dem. De følte, at Herren
nådigt havde udrakt sin hånd for at standse den hastigt voksende bølge af fordærvelse, som
udgik fra pavestolen i Rom. Fyrster og myndigheder glædede sig hemmeligt over, at der ville
blive sat en bremse på den hovmodige magt, som nægtede alle ret til indsigelse mod dens
beslutninger. {MBF 104.3}
Men de overtroiske masser, som elskede synden, blev forfærdet, da de spidsfindigheder,
som havde dulmet deres samvittighed, blev fejet bort. Snu gejstlige, der blev afbrudt i deres
godkendelse af forbrydelser og så deres indtægter truet, blev rasende og sluttede sig sammen
for at opretholde deres ubeviste påstande. De kom med hårde anklager. Nogle beskyldte
Luther for at handle overilet. Andre anklagede ham for ikke at have ladet sig lede af Gud, men
at have handlet frækt og hovmodigt. Hertil svarede Luther: „Ved ikke alle, at en mand
sjældent fremsætter nye tanker, uden at det i nogen grad forekommer hovmodigt, og uden at
blive beskyldt for at ophidse til tumulter? {MBF 104.4}
… Hvorfor blev Kristus og alle martyrerne dræbt? Fordi de syntes at være hovmodige
foragtere af deres tids visdom, og fordi de fremkom med noget nyt uden først ydmygt at søge
råd hos de gamle meningers orakel.“ {MBF 105.1}
Og igen erklærede han: „Hvad jeg gør, det gør jeg ikke ifølge menneskelig klogskab, men
efter Guds råd. Hvis ikke, hvem kan så fremme det? Ikke min vilje, ikke deres, ikke vor vilje,
men din, hellige Fader, som er i himlen.“17 {MBF 105.2}
Skønt Luther af Guds ånd var blevet drevet til at begynde sit værk, skulle han ikke komme
til at føre det igennem uden hård kamp. Fjendernes dadel, deres forvanskning af hans
hensigter og deres uretfærdige og ondsindede kritik af hans person og bevæggrunde skyllede
ind over ham som en mægtig strøm, og det var ikke uden virkning. Han havde stolet på, at
folkets ledere både i kirke og skole med glæde ville forene sig med ham i hans bestræbelser
for at reformere. Opmuntrende ord fra højtstående mennesker havde indgivet ham håb og
glæde. Han havde allerede forudset en lysere dag for kirken. Men opmuntringen var blevet
forvandlet til bebrejdelser og fordømmelse. Mange ledere inden for kirke og stat var
overbevist om sandheden i hans teser. Men de indså snart, at hvis disse blev godkendt, ville
det medføre store forandringer. Skulle man oplyse og reformere folket, ville det i
virkeligheden være det samme som at undergrave Roms myndighed og standse tusinder af de
kilder, som nu strømmede ind i Roms skatkammer, og således i høj grad begrænse de pavelige
lederes ødselhed og luksus. Og desuden: at lære folket at tænke og handle ansvarligt ville
omstøde pavens trone — og muligvis deres egen myndighed. Derfor afslog de at modtage den
kundskab, som Gud tilbød dem, og sluttede sig sammen mod Kristus og sandheden ved deres
modstand mod den mand, som Gud havde sendt for at oplyse dem. {MBF 105.3}
75