Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
og trættende vej, men det var sundt for dem, og det er netop, hvad mennesket trænger til efter
syndefaldet. I denne skole ønsker Gud, at mennesket skal uddannes og udvikles. Men skønt
der blev lagt megen vægt på at vænne de unge til hårdt arbejde, blev deres intellektuelle
udvikling ikke forsømt. De lærte, at deres evner tilhørte Gud og skulle opøves og udvikles for
at benyttes i hans tjeneste. {MBF 56.2}
Valdensermenighederne lignede apostelmenigheden i renhed og enkelhed. De afviste
præsteskabets overhøjhed og betragtede Bibelen som den eneste og ufejlbarlige myndighed.
I modsætning til de hovmodige præster i Rom fulgte valdensernes præster deres Mesters
eksempel, han, der „ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene.“ De vogtede
Guds hjord og ledte den til hans hellige ords grønne vange og levende vandkilder. Langt borte
fra vidnesbyrdene om menneskelig pragt og stolthed mødtes de, ikke i prægtige kirker eller
store katedraler, men i bjergenes skygge i alpedalene eller — når der var fare på færde — i en
utilgængelig klippebastion for at lytte til sandhedens ord fra Kristi tjenere. Deres præster
nøjedes ikke med at forkynde evangeliet; de besøgte også de syge, underviste børnene,
formanede de vildfarne og søgte at bilægge stridigheder og fremme harmoni og
broderkærlighed. I fredstid blev de understøttet af menighedens frivillige gaver, men ligesom
teltmageren Paulus lærte de alle et håndværk, så de kunne brødføde sig selv, hvis det blev
nødvendigt. {MBF 56.3}
De unge blev undervist af deres præster. Man søgte at bibringe dem almene kundskaber,
men Bibelen var deres vigtigste lærebog. De lærte Matthæusog Johannesevangeliet og mange
af de nytestamentlige breve udenad. De blev også sat til at afskrive Bibelen. Enkelte
manuskripter indeholdt hele Bibelen, andre kun udvalgte, korte stykker med letfattelige
forklaringer, skrevet af folk, der var i stand til at udlægge Skriften. Således kom de sandhedens
skatte frem, som så længe havde været skjult af dem, som stræbte efter at ophøje sig selv over
Gud. {MBF 57.1}
Ved tålmodigt, utrætteligt arbejde, sommetider i dybe, mærke jordhuler ved lys fra fakler,
blev Den hellige Skrift afskrevet, vers for vers, kapitel for kapitel. Således skred arbejdet
frem, og Guds åbenbarede vilje skinnede som det pure guld; hvor meget mere strålende, klart
og magtfuldt på grund af de prøvelser, der var gennemgået i forbindelse hermed, kunne kun
de erkende, som var engageret i arbejdet. Engle fra himlen slog kreds om disse trofaste
arbejdere. De pavelige præster havde på Satans tilskyndelse begravet sandhedens ord under
vranglære og overtro, men i hele denne mørke tidsalder blev Guds ord bevaret uforfalsket på
den forunderligste måde. Mennesker har været utrættelige i deres anstrengelser for at tilsløre
Skriftens enkle, klare betydning og få den til at stå i modstrid med sit eget vidnesbyrd. Men
ligesom arken på det oprørte hav har Guds ord modstået alle storme, der truede med at
ødelægge det. Ligesom minen har rige årer af guld og sølv skjult under overfladen, så de, der
vil finde frem til de kostelige skatte, må bore og grave, sådan har Skriften skatte, der kun
afsløres for den, der søger med flid, ydmyghed og bøn. Gud har gjort Bibelen til en lærebog
37