Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
modstå det mægtige hierarki, som så ofte havde undertvunget konger og kejsere? Hvordan
skulle den modstå verdens største erobreres hære? {MBF 188.1}
I hele kristenheden var protestantismen truet af frygtelige fjender. Efter reformationens
første sejre havde romerkirken samlet nye tropper og håbede nu på at tilintetgøre den. På
denne tid blev jesuitterordenen oprettet, den grusomste, mest hensynsløse og magtfulde af
alle katolicismens munkeordener. Løst fra alle jordiske bånd og menneskelige interesser, døve
for den naturlige kærligheds krav og med fornuft og samvittighed bragt til tavshed kendte
jesuitterne ingen anden regel og intet andet bånd end deres ordens — og deres eneste pligt var
at udvide dens magt (se noter). Kristi evangelium havde sat sine tilhængere i stand til at
udholde lidelse, kulde, sult, slid og fattigdom — og at holde sandhedens fane højt trods trusler
om fængsling, tortur og døden på bålet. For at besejre disse kræfter indpodede jesuitterne
deres tilhængere en fanatisme, som satte dem i stand til at udholde lignende farer og bekæmpe
sandhedens magt med alle bedragets våben. Ingen forbrydelse var dem for stor, intet bedrag
for gement, og ingen forklædning for vanskelig at anlægge. De havde aflagt løfte om evig
fattigdom og ydmyghed, men deres virkelige mål var at sikre sig rigdom og magt og at sætte
alt ind på at tilintetgøre protestantismen og genoprette pavens overherredømme. {MBF
188.2}
Når de optrådte som medlemmer af deres orden, var de tilsyneladende fromme. De besøgte
fængsler og hospitaler, hjalp de syge og fattige og foregav at have givet afkald på verden. De
bar Jesu hellige navn — han, som drog omkring og gjorde vel. Men under det ulastelige ydre
skjulte de mest forbryderiske og dødbringende planer sig ofte. Det var ordenens
grundlæggende princip, at hensigten helliger midlet. Ud fra dette princip var tyveri, løgn,
mened og mord ikke blot tilgivelige, men prisværdige, når de blot kunne gavne kirkens
interesser. I forskellige forklædninger trængte jesuitter ind i statens kontorer. Det lykkedes
dem at blive kongers rådgivere og deltage i udformningen af landenes politik. De optrådte
som tjenere for at udspionere deres herrer. De oprettede kollegier for sønner af fyrster og
adelsmænd og skoler for børn af det jævne folk — og sådan blev børn af protestantiske
forældre forledt til at overholde katolske ritualer. Al den pomp og pragt, som omgav den
katolske gudstjeneste, blev brugt til at forvirre sindet og blænde fantasien; og således blev den
frihed, som fædrene havde lidt for, forrådt af deres sønner. Jesuitterne bredte sig hurtigt over
hele Europa, og hvor de kom, blussede katolicismen op på ny. {MBF 188.3}
For at give jesuitterne større magt blev der udstedt en bulle, som genindførte inkvisitionen
(se noter). Trods den almindelige afsky, man selv i katolske lande betragtede denne frygtelige
domstol med, blev den genoprettet af de katolske ledere. Og grusomheder, der var for
frygtelige til at tåle dagens lys, blev gentaget i hemmelige fangekældre. I mange lande blev
tusinder af nationens bedste mænd, de reneste og ædleste, de klogeste og bedst uddannede,
fromme og nidkære præster, flittige og patriotiske borgere, fremragende videnskabsmænd,
140