Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
I mange af de vækkelser, der har været gennem det sidste halve århundrede, har den samme
indflydelse givet sig til kende, som i større eller mindre grad vil manifestere sig i fremtidens
mere udbredte bevægelser. Der er en følelsesmæssig ophidselse og en sammenblanding af
sandhed og løgn, som er velegnet til at vildlede. Men ingen behøver at lade sig bedrage. I
lyset fra Guds ord er det ikke vanskeligt at afgøre disse bevægelsers natur. Hvor som helst
mennesker ignorerer Bibelens vidnesbyrd, vender ryggen til de tydelige,
samvittighedsransagende sandheder, som kræver selvfornægtelse og afkald på verdens goder,
kan vi være sikre på, at Guds velsignelse ikke er givet. Ifølge den regel, som Kristus selv har
givet: „På deres frugter kan I kende dem“3er det indlysende, at disse bevægelser ikke er Guds
værk. {MBF 373.4}
Med sandhederne i sit ord har Gud skænket mennneskene en åbenbaring af sig selv — og
for alle, der tager imod dem, er de et værn mod Satans bedrag. Det er negligering af disse
sandheder, der har åbnet døren for de onder, som er ved at blive så udbredte i den religiøse
verden. Karakteren og vigtigheden af Guds lov er i vid udstrækning blevet tabt af syne. En
fejlagtig opfattelse af den guddommelige lovs evige karakter og forpligtelsen til at holde den
har ført til vildfarelser i relation til omvendelse og helliggørelse — og resultatet er blevet, at
niveauet af fromhed i kirken er dalet. Her skal vi finde årsagen til, at moderne vækkelser
mangler Guds ånd og kraft. {MBF 374.1}
Inden for de forskellige trossamfund findes der fromme mænd, som erkender og beklager
dette forhold. I sin omtale af de farer, der truer kristenheden i vore dage, siger professor
Edwards A. Park: „Det er en kilde til fare, at man forsømmer fra prædikestolen at indskærpe
den guddommelige lov. I tidligere tider var prædikanten et ekko af samvittighedens stemme.
Vore mest berømte prædikanter gav deres forkyndelse en vidunderlig vægt ved at følge
Mesterens eksempel og understrege lovens forskrifter og trusler. De gentog de to store
grundsætninger, at loven er en afskrift af den guddommelige fuldkommenhed, og at et
menneske, som ikke elsker loven, heller ikke elsker evangeliet. For både loven og evangeliet
afspejler Guds sande karakter. Denne fare fører til en anden — nemlig at vi undervurderer
syndens ondskab, udbredelse og hæslighed. Den synd, man begår ved at overtræde budet, står
i forhold til budets retfærdighed. … {MBF 374.2}
Beslægtet med de allerede nævnte farer er faren for at undervurdere Guds retfærdighed.
Den moderne gejstlighed er tilbøjelig til at skille Guds retfærdighed fra hans godhed og
reducere godheden til en følelse snarere end at fremstille den som et guddommeligt princip.
Det nye teologiske spekter adskiller det, som Gud har sammenføjet. Er en guddommelig lov
et gode eller et onde? Den er et gode. Men så er retfærdigheden også god; for den er et middel
til at fuldbyrde loven. Ved at undervurdere Guds lovs retfærdighed og udstrækningen og
skændigheden af den menneskelige ulydighed, kommer mennesker let til at undervurdere den
nåde, der har skaffet soning for synden.“ Således mister evangeliet sin værdi og betydning for
mennesker — og snart er de parate til at tilsidesætte selve Bibelen. {MBF 374.3}
287