Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
I den vældige skare, som levede før syndfloden, er der mange, som blev meget gamle.
Mænd af høj vækst og vældige, overlegne begavelser. Mænd, som lod sig forlede af de faldne
engle og ofrede hele deres dygtighed og kundskab for at ophøje sig selv. Deres vidunderlige
kunstværker fik verden til at forgude dem, men deres grusomhed og onde opfindelser
besmittede jorden og vansirede Guds billede, så han måtte udslette dem. Der er konger og
generaler, som har besejret nationer, tapre mænd, der aldrig tabte et slag, stolte, ærgerrige
krigere, hvis komme fik riger til at skælve. De har ikke forandret sig i døden. Når de kommer
op fra graven, fortsætter deres tanker i de samme baner, hvor de blev afbrudt. De drives af
samme trang til erobring, som beherskede dem, da de faldt. {MBF 536.4}
Først rådslår Satan med sine engle og derpå med disse konger, erobrere og mægtige mænd.
De betragter deres styrke og antal og erklærer, at den hær, der er inde i byen, kun er lille i
sammenligning med deres, og at den nok kan besejres. De planlægger, hvordan de skal tage
det ny Jerusalems skatte og herligheder i besiddelse. Alle begynder straks at forberede sig på
krig. Dygtige håndværkere fremstiller våben. Berømte generaler opdeler skarer af våbenføre
mænd i kompagnier og divisioner. {MBF 537.1}
Endelig gives der ordre til angreb, og de talløse skarer sætter sig i bevægelse — en hær,
som ingen jordisk erobrer hidtil har kunnet samle, som alle tiders samlede styrker siden den
første krig på jorden ikke kunne måle sig med. Satan, den største af alle krigere, fører an, og
hans engle forbereder sig til den endelige kamp. Konger og krigsherrer marcherer i hans
rækker, og masserne følger efter i vældige kompagnier, hver under sin særlige fører. Med
militær præcision rykker de sluttede rækker frem over jordens brudte og ujævne overflade
mod Guds stad. På Jesu befaling lukkes det ny Jerusalems porte, og Satans hære omringer
staden og gør sig klar til angrebet. {MBF 537.2}
Nu viser Kristus sig igen for sine fjender. Højt over staden på et fundament af skinnende
guld hæver der sig en høj og ophøjet trone. På tronen sidder Guds søn, og rundt omkring ham
er borgerne i hans rige. Kristi magt og majestæt kan intet sprog beskrive, ingen pen skildre.
Den evige Fars herlighed indhyller hans søn. Hans stråleglans fylder Guds by og skinner ud
gennem portene, så hele jorden oplyses ved skæret. {MBF 537.3}
Nærmest ved tronen står de, som engang var nidkære i Satans tjeneste, men blev reddet
brændende ud af ilden, og har fulgt deres frelser med dyb, inderlig hengivenhed. Dernæst
kommer de, der har udviklet en ægte kristen karakter i en verden af falskhed og utroskab, de,
der holdt Guds bud i ære, selv om den kristne verden erklærede dem for ugyldige, og de
millioner fra alle tider, som led martyrdøden for deres tro. Og endelig er der „en stor skare,
som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål … foran tronen og
foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne.“2Deres strid er endt,
deres sejr vundet. De har fuldendt løbet og vundet sejrskransen. Palmegrenene i deres hænder
409