Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
helligt og smukt, indtil den første oprører bragte synden ind i universet. Satan er den fjende,
der frister mennesket til at synde, for derpå at ødelægge det, hvis han kan. Og når han så er
sikker på sit offer, fryder han sig over den ødelæggelse, han har forvoldt. Hvis han fik lov til
det, ville han feje hele menneskeheden i sit net. Hvis ikke det var for den guddommelige
magts indgriben, ville ikke en eneste af Adams sønner og døtre undslippe. {MBF 429.4}
I dag søger Satan at besejre mennesker på samme måde, som han besejrede vore første
forældre: ved at få deres tillid til Skaberen til at vakle og få dem til at tvivle på visdommen i
hans styre og retfærdigheden i hans lov. For at retfærdiggøre deres egen ondskab og oprør
fremstiller Satan og hans hjælpere Gud som endnu værre end de selv. Han prøver på at
tilskrive vor himmelske far sin egen frygtelige grusomhed for selv at fremstå som den, der
uretfærdigt er blevet bortvist fra himlen, fordi han ikke ville underkaste sig en så uretfærdig
herre. Han foregøgler menneskene den frihed, de ville nyde under hans milde regering — i
modsætning til den trældom, som Jahves strenge lov pålægger dem. Og på den måde lykkes
det ham at lokke mennesker til at svigte deres troskab mod Gud. {MBF 430.1}
Hvor frastødende for enhver følelse af kærlighed og barmhjertighed, ja, selv for vor
retfærdighedssans, er ikke læren om, at de ugudelige døde pines med ild og svovl i et evigt
brændende helvede — at de så længe Gud er til, skal lide tortur for de synder, de måtte have
begået i et kort, jordisk liv. Og dog er denne lære blevet forkyndt vidt og bredt, og den indgår
stadig i mange kristne trosbekendelser. En lærd doktor i teologi har sagt: „Synet af de fortabtes
kvaler i Helvede vil forhøje de frelstes lykke i evigheden. Når de ser andre, som er af samme
natur og født under samme forhold som de selv nedstyrtet i en sådan elendighed, mens de selv
er så ophøjede, vil de rigtig føle, hvor lykkelige de er.“ En anden udtrykker det således: „Mens
fordømmelsen i al evighed fuldbyrdes på vredens børn, vil deres pines røg opstige for nådens
børns øjne, som i stedet for at dele de elendiges lidelser vil synge: Amen, halleluja, priset
være Gud!“ {MBF 430.2}
Hvor i Bibelen finder vi en sådan lære? Skal de frelste i himlen have tabt enhver
menneskelig følelse som medlidenhed og barmhjertighed? Skal de i stedet være ligegyldige
som stoikeren eller grusomme som vildmanden? Nej, således er Bibelens lære ikke. Det er
muligt, at de, der giver udtryk for de synspunkter, der kommer til udtryk i ovennævnte citater,
er lærde, ja måske endda ærlige mennesker; men de har ladet sig bedrage af Satans
spidsfindigheder. Han har fået dem til at fejltolke visse udtryk i Bibelen og fået dem til at
udtrykke den bitterhed og ondskab, som kendetegner ham selv, men ikke Skaberen. „Så sandt
jeg lever, siger Gud Herren: Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den
uretfærdige vender om fra sin vej, så han kan bevare livet.“9 {MBF 430.3}
Hvad ville Gud opnå, hvis vi indrømmede, at han fryder sig over at se evige pinsler og
nyder skrig og jammer fra de lidende, som han lader forblive i Helvedes flammer? Kan disse
frygtelige lyde være som musik i en kærlig Guds ører? Man påstår, at de ondes evige lidelser
330